Grand Prix Herning, der er et af det mest spektakulære endagsløb i Danmark, køres på den midtjyske hede og er kendt for de mange grusvejspavéer, som giver et unikt og uforudsigeligt cykelløb, der leder tankerne henimod det noget større Paris-Roubaix - derfor har GP Herning også fået tilnavnet "En forårsdag på heden".

Fra 1994 har GP Herning været en del af UCI’s løbskalender, og flere WorldTour-hold har gæstet Herning i løbet af årene. I 2014 blev GP Herning for første gang kørt som en del af den danske løbsserie DCU Cuppen.

Godt 200 km midtjysk asfalt og ca. 30 km gruspavéer er sammen med vinden ofte med til at lægge pres på feltet - og resultatet er altid et spændende og hektisk cykelløb, der igen i år sparker gang i DCU Cuppen. 


Ruten begynder i centrum af Grindsted center og følger herefter Ribe Landevej sydøst til Hejnsvig og videre til Vorbasse. De næste 40 km mod Egtved er teknisk svære, og her præges løbet af små veje med mulighed for sidevind samt de kendte stigninger Blue Hors og Tørskind Bakke.

Efter 90 km kørsel kan den endelige udskillelse meget vel findes - de næste 15 km byder nemlig på den berygtede stigning Østengård, som tit figurerer under PostNord Danmark Rundt - og kort efter skal rytterne forcere et brostenstykke samt Hopballe. Disse svære 15 km giver favoritterne mulighed for at gøre en forskel og komme væk.

Med små 90 km til mål vil der dog stadig være tid til at få samlet en større gruppe, inden ruten atter vender tilbage til Grindsted, hvor målstregen også findes.


Holbæk Cykelsport og Danmarks Cykle Union byder i samarbejde med Svinninge Lokalforum velkommen til 3. afdeling af DCU Cuppen.

Løbet afvikles i naturskønne omgivelser i Nordvestsjælland med start og mål på Hovedgaden i Svinninge, og ruten fører rytterne ud på en ca. 23 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges otte gange. Ruten består af små og teknisk udfordrende veje, og hvis der blot er den mindste smule vind, vil der være rig mulighed for at sætte konkurrenterne på en prøve i sidevindskørsel.

Rytterne vil blive sendt af sted kl. 11.00 - og der vil være rig mulighed for at opleve de bedste hjemlige ryttere helt tæt på langs rundstrækningen.


CK Nordsjælland og Deloitte byder velkommen til 4. afdeling og dermed finalen i DCU Cup 2018. Løbet afvikles på en kuperet, teknisk og intim rute i området omkring Tikøb, med start og mål på Søgårdsvej i Tikøb. Rundstrækningen er 10,5 km og skal køres 20 gange, så det er et tilskuervenligt cykelløb, der giver gode muligheder for, at følge landes stærkeste cykelryttere, helt tæt på. Rytterne sendes af sted kl. 11.30, hvor der venter 210 km. finale med fuld koncentration.