BMX startede i de tidlige 1970'ere i USA, hvor børn begyndte at konkurrere på deres cykler på jordbaner for at imitere deres motocross-idoler - heraf kommer navnet ”Bicycle MotoCross” eller BM-X. I dag er BMX en international sport, der siden 2008 har været en del af det olympiske program.

BMX er en af cykelsportens mest intense sprintdiscipliner, hvor teknik, overblik og styrke skal gå op i en højere enhed. BMX-race køres på en kort bane med en række hop og sving, hvor de hurtigste ryttere kan nå op på 40-50 km/t og gennemfører et heat på 35-40 sekunder.

Man kan begynde at køre BMX, så snart man kan cykle uden støttehjul - og der er ingen øvre aldersgrænse.