Nu har du chancen for at køre Danmark rundt, i et fedt konkurrence set-up, vel at mærke hjemme fra stuen, din paincave eller hvor du nu tramper i pedalerne på din hometrainer.I samarbejde med Danmarks Cykle Union, byder eCykle Klub Danmark, velkommen til den første virtuelle udgave af Danmark Rundt.

Over 7 mandage bevæger den virtuelle cykelkaravane sig fra Frederikshavn, ned gennem Jylland, hen over Fyn, og slutter ved Skuldelev på Sjælland. Undervejs får deltagerne, helt som i et rigtigt etapeløb, muligheden for at kæmpe om placeringer og point til det samlede klassement. Men der vil også være mange fine lodtrækningspræmier til alle som gennemfører etaperne.
Morten Bundgaard Pedersen, formand for DCU’s e-cykling udvalg og bestyrelses medlem i eCykle Klub Danmark fortæller om projektet: ’Tilbage i efteråret 2020 kørte vi en DCU Bkool Cup, og planen var, at vi i januar og februar skulle køre DM kvalifikation. Men desværre så det ikke realistisk ud, at afholde DM til marts grundet Corona, så det valgte vi at gemme til næste år. Men da rytterne efterspurgte nogle DCU løb, besluttede vi os for at lave en serie af løb, som ikke kørte under Bkool ligaen, men som en helt selvstændig serie, på sin egen ugedag’, fortæller Morten Bundgaard og fortsætter: ’Under Corona epidemien, har vi danskere fået øjnene op for vores land, derfor fik vi den idé at det skulle være danske ruter, og da vi så skulle finde på et navn, lå Bkool Danmark Rundt lige til højrebenet’, slutter en begejstret Morten Bundgaard, der glæder sig til at rytterne lige om lidt kører det allerførste virtuelle Danmark Rundt.

Bkool Danmark Rundt er således en cup på 7 løb, afviklet af eCKD og DCU i tæt samarbejde, med flot opbakning fra sponsorer. Der køres mandage kl. 20 fra den 15. februar til og med den 29. marts. Etapeløbet starter i Nordjylland med at køre sidste del af Coast2Coast ruten, og bringer rytterne ned gennem Jylland, hvor en bid af Grejsdalsløbet køres, videre til Fyn hvor Melfar24 ruten køres, inden løbet slutter med en etape fra Roskilde til Skuldelev.

Løbet køres i et felt og der er maksimalt 150 startnumre, så det er nu man skal melde sig til.
Bkool Danmark Rundt køres med et meget stringent regelsæt:

·         Vægt skal dokumenteres forud for start

·         Der må kun benyttes udvalgte Smart Trainers af Direct Drive typen.

·         Der skal køres med pulsbælte.

·         Top ryttere skal indsende datafiler efter hvert løb.

·         Alle ryttere kan blive afkrævet data filer, log filer mm.

På løbshjemmesiden www.ecykelløb.dk kan man læse mere, se propositioner og tilmelde sig.

Yderligere informationer:

Morten Bundgaard Pedersen
Formand, udvalg for e-cykling
Tlf. +45 61 56 68 10 | morten.pedersen@slet-dette.cyklingdanmark.dk

Ulrich Gorm Albrechtsen
Kommunikationschef
Tlf. +45 2940 0202 | Ulrich.gorm@slet-dette.cyklingdanmark.dk