8 byer, kommuner og lokale cykelklubber har allerede været vært for en afdeling af BørneTour og 10-11 mangler stadig at få besøg her i 2021. Foto: Klaus Hestkjær

BørneTour arrangeres altid i samarbejde med den lokale cykelklub og har til formål at skabe cykelglæde blandt børn og unge og give dem en sjov og unik oplevelse med at køre lidt begyndercykelløb.
BørneTour skaber stor interesse omkring den lokale cykelklub, som i forlængelse af BørneTour inviterer ind til åbent hus, opstarts- eller introforløb i klubben. Her kan man få lov at snuse til cyklingen hvis man er blevet bidt af det til arrangementet. 

Har den lokale cykelklub ikke en ungdomsafdeling, så skyder en ny op. Dette skete for eksempel i Frederikshavn, hvor klubben efter at have afholdt BørneTour, kørte sin første ungdomstræning onsdag 18. august.

Som arrangør af BørneTour er det fantastisk at opleve hvordan børn og unge tager imod cyklingen med gå-på-mod, engagement og glæde og ikke mindst opleve hvor stolte og glade de er, når de får hængt BørneTour-guldmedaljen om halsen. Det er det hele værd! 

Ligeledes bliver forældre eksponeret for hvad cykling er, og der er ingen tvivl om at glade børn giver forældre, som nu har et positivt syn på cyklingen og den lokale cykelklub.
BørneTour er både en investering som skal give afkast på den korte bane, men også den lange. Der er ingen tvivl om, at den lokale cykelklub ofte vil opleve at lidt flere kigger forbi B&U træningen efter BørneTour. Men mange steder handler det også om at lægge en masse gode oplevelser med cyklingen og den lokale cykelklub i banken, indtil det unge menneske er klar til at prøve kræfter i med cykling.

Vi forventer at BørneTour i 2022 vil blive endnu større og ligeledes vil vi kunne høste frugterne af, at rigtig mange allerede kender til BørneTour, har haft en god oplevelse med det tidligere og nu gerne vil prøve det igen. Ligeledes at vi får mulighed for at afholde nærmest alle events i første halvår, hvor rekrutteringen ind i klubberne giver endnu bedre mening.
Vi tror på, at BørneTour i samarbejde med den lokale cykelklub og et seriøst arbejde med at udvikle de rigtige tilbud til målgruppen, vil give flere B&U medlemmer i den lokale klub.

Hvis din klub ønsker flere B&U medlemmer og gerne vil være en del af BørneTouren i 2022 så tag kontakt til:
Jylland/Fyn: Martin Wang Hjørngaard. Mail: martin.hjorngaard@slet-dette.cyklingdanmark.dk
Sjælland: Kristoffer G Nielsen. Mail: kristoffer.nielsen@slet-dette.cyklingdanmark.dk