Søndag den 12. juni køres anden afdeling af Demin- og Uno-X Cup samt tredje afdeling af Ladies Cup. Løbene afvikles ved Østbirk i Østjylland på en kuperet rute.

Der skal køres på en knaldhård 18,9 km rundstrækning. Ruten byder på 113,4 km for rytterne i Uno-X- og Ladies Cup med seks omgange, mens rytterne i Demin Cup skal køre hele ni omgange og derfor må kæmpe sig igennem 170,1 km.

Det er en lang og sikker rute, som både er teknisk og højdemæssigt udfordrende. Rutens første udfordring bliver Yding Skovhøj, som kan komme til at være hård ved benene efter de mange omgange. Der er en del stigninger undervejs, og A-klassen kommer til at køre mange højdemeter. Opløbet er op ad bakke, hvor der er gode muligheder for at følge med som tilskuer.

Det er efterhånden et stykke tid siden, vi fik fundet vinderne af første afdeling af Demin- og Uno-X Cup. I Demin Cup løb Adam Holm Jørgensen fra BHS-PL Beton Bornholm med sejren, og han skal derfor forsvare sin førertrøje. Mads Toft Madsen fra BHS-PL Beton Bornholm indtager lige nu andenpladsen, mens Mads Andersen fra Team Coloquick har tredjepladsen.

Hos U19-rytterne i Uno-X Cup er det Kristian Egholm fra Team NPV - Carl Ras, Roskilde J., der skal forsvare sin førsteplads. Her indtager Theodor Storm fra Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior og Hugo Bruun Van Deurs fra Herning CK Junior Biemme Danmark, henholdsvis anden- og tredjepladsen i klassementet.

Kvinderne har overhalet herrerne i deres cup og er altså nået til tredje afdeling efter et forrygende løb på Fyn. Vi forventer, at der bliver kamp om førertrøjen, da Marita Jensen fra Team ABC Dame Elite og Mia Sofie Rützou fra Team Nyt Syn powered by Fialla begge har 20 point. Mia Sofie Rützou måtte dog aflevere førertrøjen til Marita Jensen, som slog hende i en spurt i Middelfart. På tredjepladsen er Karoline Hemmsen fra Team Nyt Syn powered by Fialla.

For mange af rytterne vil cuppen være det sidste løb inden DM-ugen, og det er derfor nu, formen skal testes. Løbet er også mindre end en uge inden U23 DM, og det kan derfor give en indikation på, hvem man skal holde øje med.

Du kan tilmelde dig på DETTE LINK