Som nyansat pressemedarbejder i DCU har jeg ikke kendskab til alle DCU’s discipliner, men i weekenden fik jeg en fantastisk oplevelse på BMX-banen i Roskilde.

Lørdag d. 24. april blev der kørt Danmarksmesterskaberne i BMX arrangeret af Roskilde BMX Klub på banen på Darupvej. Dette års DM var også præget af Corona og der blev således kun kørt i Elite Women, Elite Men og Junior Men – og i alle klasser med mindre felter end normalt. Trods den decimerede deltagerliste, så var der masser af fart, vovemod og spidse albuer på banen.
Som nævnt ovenfor, så har jeg stort set ingen kendskab til BMX, men denne lørdag gav mig kun lyst til at dykke meget mere ned i sporten.
Det er ikke mange sportsarrangementer man har kunnet være til det seneste år, men DM i BMX skulle vise sig at være lige det, man ikke vidste, man havde brug for.

Jeg ankom på banen i Roskilde uden helt at vide hvad jeg skulle forvente, jeg vidste således heller ikke helt hvor jeg skulle stå eller hvem jeg skulle tale med. Allerede fra starten var det tydeligt, at BMX-folket er en passioneret og engageret gruppe mennesker, der virkelig brænder for disciplinen.
Uden det helt store kendskab sneg jeg mig til at lytte med et halvt øre, da rytterne havde gang i deres opvarmning. Gap, gate, kørere. Det var ikke det normale sprog man hører til andre cykelløb, dette var noget andet.
Det var helt tydeligt, at årets kørere levede for sporten. Rytterne, som var kommet fra hele landet, kendte tydeligvis hinanden, men venskabet kom ikke i vejen for deres benhårde og dødsforagtende race.
Til folk, som måske heller ikke er velbevandrede i BMX, så er dette en naturstridig sport, som mest af alt leder tankerne hen på motocross. At nogen skulle have lyst til at stille sig på toppen af den 8-meterhøje og ekstremt stejle startrampe er mig ubegribeligt, men ikke desto mindre var det hvad deltagerne var villige til. Det mindede mere om dødsdrom, hvor deltagerne kæmpede en usandsynlig hård kamp for overhovedet at komme ind i den.
Med 60 km/t ned af rampen, så gik sprinten ind på at komme først ind i svinget. De små hjul, benene i piskeristempo og med hop i 4 meters højde, så er dette ikke en sport for de sarte. Et heat er overstået på omkring 30 sekunder, men koncentrationen, viljen og modet er dybt fascinerende.
Da hver af de tre klasser kørte tre heats, så var selve løbsvarigheden kort, men ekstremt intens.

Denne lørdag i Roskilde fik jeg mig en helt ny og spændende oplevelse. Frivilligheden, og især frivilligånden, gennemsyrede hele mesterskabet. De forskellige kørere, deres hold og deres familier var kommet fra hele landet til Roskilde for at uddele medaljerne mellem sig, men også for sammen at kunne bakke op om sporten. Her er ingen nykker, ingen arrogance, men sportsmanship og action.
Troels Markussen.