Kræftens Bekæmpelse har indgået et samarbejde med Grand Départ Copenhagen, hvor de sammen hylder alle, der træder til. Det gælder både på cyklen og som pårørende til en kræftpatient. En sådan kampagne bakker Danmarks Cykle Union selvfølgelig op om.

"De kendte stjerneryttere, der mange gange løber med alle overskrifterne, er afhængige af deres hjælperyttere. Det samme gør sig gældende for kræftpatienter, som har brug for, at deres nærmeste og kære træder til og støtter dem gennem et kræftforløb," udtaler Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Mange af os oplever at blive berørt af kræft. Enten ved selv at blive syg eller som pårørende. Derfor er det ikke svært at relatere til, hvor meget andres hjælp betyder. TRÆD TIL-kampagnen er en hyldest til alle hjælperytterne; både i bogstavelig forstand og gennem et sygdomsforløb.
Som et led i kampagnen har Kræftens Bekæmpelse fået lavet en speciel TRÆD TIL-cykeltrøje op til den danske Tour-start. Kræftens Bekæmpelses logo pryder overkroppen, mens streger på det ene ærme symboliserer førertrøjerne fra Tour de France. Førertrøjerne hylder de ryttere, der vinder, hvorimod TRÆD TIL-trøjen hylder alle dem, der hjælper og sætter sig selv til side for andre.

TRÆD TIL-kampagnen har Michael Mørkøv som ambassadør, og han er jo netop kendt for at være en af verdens bedste hjælperyttere. Mørkøv mistede selv sin far til kræft, da han blot var 22 år.

Du kan købe TRÆD TIL-cykeltrøjen her