Søndag den 5. juni byder MTB Randers velkommen til 3 afdeling af Shimano Ligaen og klubben har i den grad forberedt en MTB fest på spor og venue plads.

MTB Ligaen er godt i gang og 3 afdeling afholdes i Romalt bakker, som ligger i den østlige del af Randers. Her er der lagt op til en weekend med masser af aktivitet - både på to hjul og-to ben.

Søndagen byder på 3 afdeling af Shimano MTB liga, her mødes den danske elite for at kæmpe om UCI points og placeringer på podiet. Her skal herre elite ud på 6 omgange á 4,7 km, i alt 28,2 og kvinder elite skal ud på 5 omgange á 4,7 km, i alt 23, 5 km.
Dagen igennem afvikles alle klasser fra U11 til H60. Første start 09:30 – sidste start 15:47.
Rytterne skal ud på et fedt spor i Romalt. Det er et kuperet terræn med masser af udfordringer. Men for at skabe den helt rigtige stemning er der masser aktiviteter på venue pladsen, krydret med røgkanoner og DJ ved sporet – det bliver en fest som MTB Randers har lagt op til.

Formanden for MTB Randers, Christian Rothmann, ser frem til en weekend med stor aktivitet: ”vi har længe glædet os til at afholde Shimano MTB løbet, Romalt havde debut i ligaen sidste år, og blæste pedalerne væk under feltet med en cocktail af fede flowstykker, tekniske opkørsler og lækre segmenter. I år har vi lagt et helt nyt segment til, og glæder os voldsomt til at byde jer velkommen til et brag af en fest”.

Ruten er åben for træning lørdag fra kl. 15.00.

Tilmelding til 3 afdeling af SHIMANO MTB liga kan gøres her.
Bemærk at tilmelding lukker tirsdag den 31. maj

Lørdagen er også en dag, hvor området vil være fyldt med aktiviteter. Til de der gerne vil udforske sporet på to ben, vil der være Trail Run på MTB sporet. Med 4,7 km rundt og de 160 hm skal der nok være et par ømme stænger hist og her efter det løb.
Lørdag er der også udfordringer til motions MTB ryttere. Her er der mulighed for at køre et løb på en "rigtig" rute, lørdag d. 4. juni, hvor alt er opsat ligesom til elitens UCI løb. Alle sektioner (dog med undtagelse af opkørslen Gun Hill) er med, og der er fuld opmærkning, marshalls rundt på ruten og garanti for god stemning i målområdet og på ruten.
Du kan tilmelde dig motionsløbet her

Så med den MTB fest der er lagt op til fra MTB Randers, er det bare med at få dig tilmeldt. Det bliver en weekend og især en søndag med masser af aktiviteter på stævnepladsen.