Så starter den kendte Shimano Liga op igen. Lørdag den 18. september og søndag den 19. september køres 4 afdeling af cuppen i Randers, ved et stævne, hvor der blandt andet køres om UCI points til verdensranglisten i eliteklasserne.

Løbet afvikles i Romalt Bakker, hvor MTB Randers har lavet en spændende rute på 4,3 km og 170 hm. Ruten er fyldt med flow, fede berms, en del op- og nedkørsler, samt nogle tekniske passager. Ruten er designet således, at man ca. halvvejs på ruten er tæt på målområdet, hvorefter man så kører videre ud på sidste halvdel af ruten. Det er både meget publikumsvenligt, men også meget praktisk at rytterne har de to tech./feed zones helt tæt på hinanden.

Romalt skoven har tidligere lagt skov til DM i MTB, men det er en del år siden og der er sket meget både indenfor MTB sporten og ruten i Romalt. Således er sporet i Romalt udbygget og inkluderer blandt andet segmenterne: John Dillermand, Gun Hill, Alpen og Guldsløjfen. Den korte rute følger delvist voksen ruten, men i en afkortet version på 2,65 km.
Lørdagens løb gælder B&U klasserne. Lørdag har de unge ryttere i U9-U17 også mulighed for teknik øvelser. Lørdag køres også et voksen motionsløb, hvor der er klasser for herrer, damer og e-bike.
Søndag gælder det så de forskellige herrer/kvinde klasser og især elite klasserne, hvor der køres om UCI/verdensrangliste point til Elite Women, Elite Men, Junior Men og Junior Women.
Fra arrangørerne bag SHIMANO MTB Liga håber man, at mange ryttere vil bakke op om og tilmelde sig de sidste to afdelinger. MTB Randers er med for første gang i Ligaen, men har i en årrække været kendt for XCM løb i Fussingø skoven, hvor de blandt andet har afholdt både Nordisk mesterskab og senest DM i 2018. Nu er MTB Randers klar til for første gang at afvikle XCO licens løb, i form af 4. afdeling af SHIMANO MTB ligaen powered by Allbike.
”Nu har vi efterhånden arbejdet på dette projekt i et stykke tid, så vi er klar og godt forberedt. Nu glæder vi os bare til at få en masse ryttere ud på ruten for at køre noget fedt race”, udtaler Christian Rothmann, Formand i MTB Randers og fortsætter: ”For MTB Randers er det vigtigt at rytterne får en fed rute at køre på, men også at målrådet er godt og hyggeligt. Det hele er designet således, at man som supporter og publikum hurtigt kan komme fra målområdet og ud på ruten flere forskellige steder”, slutter en forventningsfuld formand.

Øvrig info:

Parkering forefindes ved stævnepladsen ved Stendalsvej, 8960 Randers, hvor der vil være god plads til parkering. Man kan også parkere ved Romalt Bakker via Kristrup Engvej, hvorfra man kan gå til stævnepladsen, som ligger ovenfor Romalt Bakker. Der er ca. 600 meter fra p-pladsen ved Romalt Bakker til løbsområdet.
5. afdeling af SHIMANO MTB Liga - Powered by Allbike, køres den 2. oktober i Roskilde.