Midt mellem Tour de France og de Olympiske Lege er det mig en stor fornøjelse, at kunne sige jer alle en stor tak for indsatsen for cykelsporten. Vi har netop været vidne til et af de største danske resultater i 25 år, hvor Jonas Vingegaard, først i hjælperytterens rolle og senere i kaptajnens rolle, trådte sig op på det næsthøjeste trin på podiet i Paris, i verdens største cykelløb – hvilken bedrift! Uanset hvordan jeg vender og drejer det, er denne præstation dansk idrætshistorie og endnu engang er vi sammen vidner til det høje niveau dansk cykelsport befinder sig på og den æra vi for lov at tage del i. Og ikke nok med det, midt i følelsen af glæde og uendelig stolthed med gåsehud over hele kroppen, så kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvad det er der gør, at vi som elsker cykelsport igen og igen nærmest forkæles med fantastiske resultater på herre- og damesiden – ja i alle cykelsportens discipliner.

Det starter et sted – ved drømmen om at være som nogen eller gøre noget… Der er sikkert mange som drømmer om at køre på Mount Ventoux og stikke fra Tadej Pogacar, eller ’sætte de andre’ fra klubben, når det går opad. Det er netop den drøm vi forsøger at være med til at realisere, ved proaktivt at udnytte ”tour-effekten” og den popularitet de danske herre- og dameryttere har internationalt.

Men først tilbage til anerkendelsen af det der er grundlaget for vores succes, nemlig arbejdet ude i klubberne og på de danske teams, hvor talentet får grobund for at udvikle sig. Ofte glemmer vi, hvad alle de frivillige, der fx bidrager til at afvikling af cykelløbene eller træningen, betyder for de store resultater. Det seneste 1½ år har absolut ikke været en let periode at skulle navigere i, og det har været ekstra krævende og til tider frustrerende at være frivillig leder, træner, løbsarrangør eller i anden af sportens mange funktioner. Velvidende at vi endnu ikke har opnået ”normal-situationen”, og ej heller ved hvad efteråret byder os, rent Covid-19-mæssigt af nye mutationer, vil jeg på netop den baggrund, gerne rette en stor tak på vegne af Danmarks Cykle Union for den værdifulde indsats der er ydet i året der er gået.

Tour effekten skal tiltrække børn og unge til cykling
Når de danske stjerner træder frem på den helt store arena, så skal den synlighed der skabes for dansk cykling udnyttes som den helt store løftestang til rekruttering og fastholdelse. Og nu hvor Jonas Vingegaard er på alles læber og vi samtidig tæller ned til næste års Grand Depárt, er det naturligt at vi kigger på hvordan den succes er opstået. En rytter som Jonas er udsprunget af det udviklingsarbejde, der sker i de danske cykelklubber. Det gælder alle cykelsportens discipliner. Og netop fokus på børn og unge, er helt centralt for Danmark Cykle Unions arbejde. Det er nemlig vigtigt at vi fremadrettet kan sikre opretholdelsen af Danmarks fornemme præstationer på eliteniveau og i det hele taget i forhold til at udbrede vores sport overfor ungdommen. Her må vi aldrig glemme at bredden er grundlaget for eliten.

Medlemsudviklingen for børn og unge
Den samlede medlemsudvikling i vores klubber, i alderen 0-18 år, har siden 2012 været positiv, så set fra helikopter-perspektivet ser det fornuftigt ud med en samlet tilvækst på godt 500 medlemmer, men hvis man dykker ned i tallene, så er der i landevejscykling et fald fra 1739 i 2012 til 1011 i 2020. Mens MTB-disciplinen er vokset kraftigt. Ja, der er rent faktisk sket en eksplosion - 3 gange så mange er i dag medlemmer af en klub. Sammenlignet med 2012, hvor der blev indberettet 672 medlemmer i MTB , er der ved udgangen af 2020 ikke mindre end 1896 medlemmer. Der er virkelig Imponerende og giver et stort potentiale.

Fakta:
Medlemsudvikling 0-18 år:

                          2018                 2019                 2020
MTB                  1478                 1819                 1896
Landevej           1264                 1190                 1011
BMX                  1086                 1104                 1115

Uden en bred medlemsskare af børn og unge, snævres talentmassen ind, hvilket på sigt kan resultere i en nedgang af antallet af udøvere på eliteplan. Årsagerne til nedgangen i medlemmerne i landevejsklubberne kan være mange, hvor generelle samfundstendenser med en øget mængde tilbud til børn og unge, kan være en vanskelig modstander. Alligevel ser vi, som nævnt, en vækst i antallet af MTB-medlemmer, hvilket til dels skyldes at flere MTB-foreninger er optaget som klubber i DCU-regi, men samtidig vokser de etablerede klubber fortsat.
Årsagerne er mange, men man kan ikke komme udenom at MTB i sig selv indeholder flere tekniske og legende elementer end landevejssporten i traditionel forstand, hvilket kan gøre den mere attraktiv for nybegyndere. Tilmed kører rigtig mange børn og unge på en MTB til hverdag, så udstyrsbarrieren er mindre end i landevejssporten.
Sikkerhedsaspektet ved at sende sine børn til cykling i et lukket miljø i skoven fremfor ud i trafikken på landevejen, kan ligeledes spille ind i forhold til medlemsudviklingen.

Med alle disse forudsætninger taget i betragtning, har Danmarks Cykle Union valgt at sætte et fokus på det momentum, som landevejscykling på eliteplan har i tiden, især baseret på de flotte resultater de danske World-team ryttere viser. De danske herre- og dameryttere er fantastiske eksponenter og stærke rollemodeller for kommende ryttere. Og næste år lander verdens største cykelløb i Danmark, når Tour de France starter i København. En gigantisk mulighed for at skabe endnu mere fokus på dansk cykling.
Derfor har Danmarks Cykle Union, ved siden af forskellige understøttende tiltag målrettet klubberne, netop lanceret BørneTour, der med et direkte afsæt i tourens popularitet, i de kommende år, skal sætte fokus på hvor sjovt det at cykle på landevejen, og det vil vi gerne have at børn og unge får lov at opleve på egen krop.

BørneTour rundt i hele landet
BørneTour handler netop om at give børn og unge en god og sjov oplevelse med cykling. Løbene køres på en sikker og 100% afspærret rute og de unge mennesker får en unik mulighed for at lege Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Jakob Fuglsang, Michael Mørkøv, Cecilie Uttrup Ludwig, Amalie Didriksen, eller Emma Norsgaard for en dag, sammen med deres venner og jævnaldrende.
Og meningen med det hele, er et ønske om at mange børn og unge får lyst til at snuse lidt mere til cyklingen. Derfor har DCU sammen med den lokale landevejscykelklub sat et målrettet opstartsforløb op, som alle deltagere i et BørneTour event efterfølgende bliver tilbudt at være en del af. Her kan man snuse lidt mere til cykelsportens mange spændende elementer – både de fysiske, tekniske, sociale og ikke mindst sikkerhedsmæssige. De lokale cykelklubber står således klar med stærke og relevante tilbud til både børn og unge, og resultatet af BørneTour skal således være at rekruttere medlemmer til den lokale cykelklub.
Derfor afholder DCU ikke BørneTour, uden den lokale cykelklub er med som samarbejdspartner og vi prioriterer at afvikle BørneTour i byer hvor den lokale landevejscykelklub har en B&U afdeling. Alternativt at de har ønsket om at få en.
Jeg syntes at BørneTour´en er et spændende konceptet, der leder fint hen til når Danmark næste år rammes af ‘gul feber’ i forbindelse med Grand Depárt og de 3 spændende etaper i Danmark. Det fokus og den energi der skabes ved at netop verdens største cykelløb indtager vores danske landeveje, er en fantastisk chance for at vise cykelsporten frem.
Og vi arbejder derfor målrettet på at tænde ilden hos endnu flere børn og unge om at tage del i cykelsporten uanset hvilken cykel de har. Jeg vil opfordre alle der har børn i familien, med mulighed for at deltage i BørneTour,  til at tilmelde sig og mærke suset og møde energien fra den gule farve.
Jeg ønsker god (med)vind til alle jer der griber udfordringen og arrangerer løbene og sidenhen fortsætter arbejdet i klubben med at rekruttere og fastholde ryttere og sammen dele cykelsportens glæder.
Og har I lyst til at afholde et BørneTour event, så tøv ikke med at tage fat i DCU.

Fakta:

  • BørneTour afvikles i samarbejde mellem Danmarks Cykle Union, Grand Depart Copenhagen Denmark, Skoda Danmark, cykelklubber og kommuner landet over.
  • I 2021 afvikles BørneTour 20 steder rundt om i landet og i 2022 forventes 25 events.
  • BørneTour er begyndercykelløb for børn i alderen 7-15 år og henvender sig til børn der ikke er aktive i en cykelklub.
  • Formålet med BørneTour er at skabe gode oplevelser omkring cykling for deltagerne og derigennem rekruttering til den lokale cykelklub.
  • Kontaktperson i DCU:
  • Martin Wang (5051 0717) og Kristoffer G. Nielsen (2859 4923)


Tour de Storebælt
For at give så mange danskere som muligt muligheden for at være aktive deltagere i Tour-fejringen, og for at bruge dette som afsæt for at skabe en endnu flere glade motionscyklister i Danmark har DGI, DIF og DCU, som fælles arrangører, søsat Tour de Storebælt. Tour de Storebælt modtager desuden økonomisk støtte fra Sport Event Denmark med en ambition om at tiltrække så mange internationale deltagere til løbet som muligt.
Med afsæt i sloganet ”Et motionscykelløb for alle” giver Tour de Storebælt deltagerne en unik mulighed for at cykle hele, eller dele af, den samme rute som anvendes til 2. etape af Tour de France 2022.
Efter kun 20 minutter måtte vi melde udsolgt på den lange distance på 200 km. Da løbet åbnede for tilmelding, var der kæmpe interesse fra danskerne for at køre hele eller dele af den rute, der næste år lægger asfalt til Tour de France. Der blev på bare fire timer blevet solgt 10.000 startnumre. Vi er helt overvældet og glæder meget til at denne store bredde-event kan holdes som en optakt-event inden Grand Depárt ruller fra København til Sønderborg.

PostNord Danmark Rundt
Umiddelbart efter at den olympiske flamme sendes videre fra Tokyo mod Paris, starter årets største danske sportsbegivenhed, PostNord Danmark Rundt. Der venter rytterne fem spændende etaper, når 30. udgave af PostNord Danmark Rundt afvikles den 10. – 14. august 2021. Vi kommer næsten hele Danmark rundt, fra Struer i nord, til Tønder i syd, fra Hvide Sande i vest til afslutningen på Frederiksberg i øst. Og for første gang i løbets historie, køres den afgørende enkeltstartsetape, med start og mål på den legendariske Frederiksberg Allé.
Vi er stolte op til begge øre over at kunne præsentere ikke mindre end 6 World-team og 7 Pro-continental-teams og 5 Continental-teams, heraf 4 danske og det danske landshold.
I kan følge løbet på www.postnorddanmarkrundt.dk eller på den app der snart lanceres.

Jeg håber, at I vil kigge med forbi og se løbet på nærmeste hold.

OL i Tokyo
Ikke mindre en 18 danske cykelryttere heraf 7 kvinder og 11 mænd i forskellige discipliner (Bane, BMX, Landevej og BMX) repræsenterer Danmark og bære de rød-hvide farver. Vi er den sport som er repræsenteret med flest deltagere – og jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi ikke alene er godt repræsenteret kvantitativt, men også kvalitativt. Naturligvis håber vi på at kunne vinde medaljer og dermed skabe begejstring og god energi i hjemme og ude i stuerne. Det vi ser fra Japan, er kulminationen på mange års arbejde, hårdt slid og dedikation til at deltage ved de Olympiske Lege – og det er som alt andet startet et sted – måske ved drømmen i mødet med cyklen eller et idol, altid understøttet af en kæmpe frivillig indsats både i klubregi og fra forældre side.

Fakta:
Følgende ryttere er i Tokyo for at kæmpe om medaljer:
Landevejscykling:
Herrer: Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen, Michael Valgren, Kasper Asgreen (+enkeltstart)
Kvinder: Emma Norsgaard Jørgensen (+ enkeltstart) og Cecilie Uttrup Ludwig

Banecykling:
Herrer: Frederik Rodenberg (4000m. holdløb), Julius Johansen (4000m. holdløb), Niklas Larsen (4000m. holdløb/omnium), Rasmus Lund Pedersen (4000m. holdløb), Michael Mørkøv (parløb) og Lasse Norman Hansen (4000m. holdløb/parløb).
Kvinder: Julie Leth (parløb) og Amalie Dideriksen (parløb/omnium).

MTB:
Sebastian Fini, Malene Degn og Caroline Bohé

BMX:
Simone Tetsche Christensen

Her kan du finde en oversigt over de forskellige konkurrencer der afvikles:

Med ønsket om en fortsat god sommer, et godt OL – og endnu engang tak for din indsats for cykelsporten.

Med venlig hilsen
Henrik Jess Jensen
Formand, Danmarks Cykle Union