Endnu engang byder Sydkysten Cycling, sammen med Danmarks Cykle Union og Stevns kommune, velkommen til dette års U23 DM. Rammerne for såvel lørdagens enkeltstart som søndagens linjeløb er lagt i og omkring Rødvig på Stevns.

For de danske U23 ryttere er der lagt op til spændende cykelløb begge dage.

Lørdagens enkeltstart har første start klokken 12:30 og består af en stor rundstrækning på 30,5 km. De første 13,8 km er samme rute som linjeløbet køres på søndag. Lige før byen Lund, er der et vendepunkt inden rytterne kører de sidst 5 km retur til målet på Rødvig Havn. Ruten må betegnes som en hård teknisk rute, med en masse små veje med masser af sving. Ruten er helt åbent og helt sikkert med mærkbar vind ude fra Østersøen.

Søndag gælder det så linjeløbet, hvor starten til de 165 strabadserende kilometer går klokken 11:30. De deltagende ryttere skal køre på en publikumsvenlige rute i smukke seværdige omgivelser, som man kun finder på Stevns. I alt skal der køres 12 omgange før U23 Danmarksmesteren er fundet. Havnepladsen i Rødvig vil være centrum for dagens begivenheder, idet både start og mål findes her.

Landstræner Anders Lund har disse forventninger til det kommende U23 DM: ”U23 DM er naturligvis et af årets højdepunkter for U23 rytterne. Selvom sæsonen har været lang og rytterne så småt kan skimte off season i horisonten, er et løb af denne kaliber med til at holde moralen og koncentrationen oppe. Enkeltstarten bliver interessant at følge, eftersom den nybagte U23 verdensmester i disciplinen, Johan Price-Pejtersen stiller til start. Det bliver spændende at se hvor de andre står i forhold til ham. Linjeløbet synes jeg faktisk virker meget åbent. De danske konti-hold har sæsonen igennem fået kamp til stregen af flere meget stærke DCU-teams, så jeg ser flere potentielle vindere”, slutter Anders Lund.

Fra Stevns Kommune giver Borgmester Anette Mortensen U23 DM disse ord med på vejen: ”Det er en stor fornøjelse for os, når både bredde- og eliteidrætten kigger forbi, for det er med til at skabe liv og glæde i bybilledet. Og så kan det forhåbentlig være med til at inspirere andre til et aktivt liv også. Enten inden for sportens verden i en forening eller ved blot at tage en tur på cyklen ud i det blå. Jeg håber, du får en fantastisk dag, og nyder cykelløbet uanset om du cykler, arrangerer eller kigger med fra sidelinjen” slutter Borgmester Anette Mortensen.

Løbets arrangør, Henrik Bandsholm, formand for Sydkysten Cycling, sætter disse ord på weekendens DM: ”På vegne af Sydkysten Cycling er det en kæmpe stor glæde, at vi endnu en gang har fået lov til at stå i spidsen for et Danmarks Mesterskab og igen sammen med Stevens Kommune. Det er en sand fornøjelse, at vi kan byde velkommen her i disse smukke rammer og omgivelser omkring Rødvig by. Trods det, at U23 DM i 2020n blev afviklet med Rødvig som start og mål by, har vi alligevel formået at lave en helt anden rute, så den er mere spændende og mere publikums venlig. Vi har endda, på trods af at Stevns ikke er kendt for det mest bakkede Område, formået at skabe en lettere kuperet rute med store chancer for sidevind fra Østersøen. Jeg glæder mig til at se ryttere, ledere og publikum til U23 DM i Rødvig”, slutter Henrik Bandsholm.

Fakta
Enkeltstart:
Lørdag den 16. oktober
Distance 30,5 km.
Første start er kl. 1230.
Start og mål er på Havnepladsen på molen i Rødvig Havn, 4673 Rødvig Stevns.

Linjeløb:
Søndag den 17. oktober
Distance 165 km.
Starten går klokken 11:30
Der køres 12 omgange