- et blogindblik i Danmarks Cykle Union


"...jeg insisterer faktisk på at opretholde tilliden til 'mine nærmeste'..."


Morten Bennekou, elitechef


 

Marts 2019

Der ruller hoveder for tiden i den internationale sportsverden. I forlængelse af dopingsagen, der har sit udspring i Østrig, og omkring verdensmesterskaberne i langrend, som afholdes i Østrig. 

Indtil videre har en række langrendsløbere indrømmet, at de har bloddopet sig, og dertil kommer to østrigske cykelryttere, som også frivilligt har erkendt, at de i hvert fald har fået taget blod ud. Frivilligt på den måde forstået, at de vel har indset, at deres initialer jo nok står på nogle af de blodposer, der er blevet fundet i en dopinglæges fryser i en garage i tyske Erfurt. Hvilket måske har ført til det ræsonnement, at det nok er smartere selv at melde ud nu, end det er at vente på afsløringen, som alt andet lige er på vej.

Uvished - og tillid

Og nu venter vi så på at finde ud af, hvad der bliver det næste? Og ikke mindst hvem der bliver de næste? Det er meldt ud, at den involverede læge har arbejdet med langrendsløbere, cykelryttere samt fodbold- og håndboldspillere. Så hvem bliver afsløret næste gang? Hvem indrømmer i morgen? Det er naturligt at rette blikket mod Østrig og østrigske atleter, men sådan set står alle muligheder jo åbne både i forhold til, hvilke idrætsgrene der kan være involveret, og også hvilke nationer involverede atleter kan komme fra. 

"For mig personligt er den igangværende sag endnu mere ubehagelig end sædvanligt, fordi dopingspøgelset nu kommer tættere på mig selv, end det har gjort før."

For mig personligt er den igangværende sag endnu mere ubehagelig end sædvanligt, fordi dopingspøgelset nu kommer tættere på mig selv, end det har gjort før. Og det gør det, fordi den østrigske cykelrytter Georg Preidler er en af dem, der har indrømmet. Preidler som jeg var kollega med på Team Sunweb i 2016 og 2017. Jeg var ikke hans træner og jeg var ikke hans coach, men jeg var til cykelløb med ham et par gange. Jeg har samarbejdet med ham, som man nu gør med en kollega i en virksomhed. I vores tilfælde på træningslejre og til cykelløb. Jeg har også siddet med ham i en bil engang, på vej til starten på en etape et eller andet sted i verden, hvor vi talte om det cykelløb, vi var på vej til, og hvor vi også bare hyggesnakkede om løst og fast. Og det var så en snyder, jeg sad der og talte med! Måske er det sket før, det ved ikke, men det er første gang, at jeg ved, at det er sket! Og det er faktisk temmelig grænseoverskridende!

Faldet og dilemmaet

Så på den måde er den østrigske sag en særlig mavepuster for mig. Sådan lidt en bastion, der falder, eller en ballon, der brister. I hvert fald i øjeblikket, for jeg insisterer faktisk på at opretholde tilliden til ”mine nærmeste”! Jeg har altid sagt, at jeg – måske naivt – tror og troede på de ryttere, jeg har arbejdet med. Jeg har troet på de unge danske cykelryttere, jeg gennem tiderne har arbejdet med. Og jeg tror stadig på dem, den unge generation, der gør det så fantastisk godt for tiden. Ligesom jeg troede på de ryttere, jeg arbejdede sammen med på Team Sunweb. Men det er jo desværre naivt at tro på nogen, sådan rent principielt. Det kan jeg godt selv se, og ikke mindst i en tid som denne. Men det er også et dilemma, et kæmpe dilemma.

"Vi har dopingproblematikken på dagsordenen i alle mulige sammenhænge. Vi samarbejder det bedste vi kan med Anti Doping Danmark. Samarbejder om at uddanne og ruste rytterne til et at træffe de rigtige valg og træde udenom alle fælderne." 

Det er et dilemma, man står i som træner. Som hold. Og også som specialforbund. For selvfølgelig kan vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre snyd. Hvilket vi også har bestræbt os på, de steder hvor jeg har været ansat. Altså i Danmarks Cykle Union og på Team Sunweb. Men alligevel må vi se i øjnene, at vi ikke har en jordisk chance for 100% at sikre, at de ryttere, vi arbejder med, ikke snyder. Og derfor ender vi også med, på et eller andet plan, at måtte stole på dem. Rytterne, vi arbejder med. Alt andet ville være meningsløst!

Om at stole på sine medmennesker - og træffe sine forholdsregler

Men selvfølgelig nytter det ikke noget, at vi bare lukker øjnene, folder hænderne og stoler på rytterne. Hvilket vi heller ikke nøjes med i Danmarks Cykle Union. Vi har dopingproblematikken på dagsordenen i alle mulige sammenhænge. Vi samarbejder det bedste vi kan med Anti Doping Danmark. Samarbejder om at uddanne og ruste rytterne til et at træffe de rigtige valg og træde udenom alle fælderne. Vi tager de formelle såvel som de uformelle samtaler med rytterne. Ligesom vi har gjort det i alle de år, jeg har været en del af arbejdet.

Og sådan var det også på Team Sunweb. Også der gjorde vi ALT, hvad der stod i vores magt for at mindske risikoen for, at en af vores ryttere en dag skulle ende med en dopingsag. Og det gør de stadig.

"Tilbage til dilemmaet, som altså består i, at man som leder eller træner på den ene side principielt ikke kan stole på nogen af sine ryttere. Mens det på den anden side heller ikke giver nogen som helst mening at være med, hvis ikke man vælger at stole på dem." 

På Team Sunweb arbejder man med en anti doping komité, som jeg selv var en del af, mens jeg var ansat på holdet. Med repræsentanter fra ledelsen, performance afdelingen, den medicinske stab, ernæringsholdet samt træner- og coachgruppen. Jeg sad selv i komitéen som trænerrepræsentant, og jeg kan garantere, at vi gjorde, hvad vi kunne for at monitorere vores ryttere. Vi gjorde os den allerstørste anstrengelse for ikke at være ”positivt forudindtagede” i forhold til dem. Ja, vi anstrengte os ligefrem for at være mistroiske overfor vores egne, hvilket i virkeligheden var lidt småubehageligt. Men også nødvendigt, mente vi.

Kampen mod doping fortsætter

Vi forholdt os kritisk til specielle præstationer leveret af vores egne ryttere. Vi tog stilling til alle mulige spørgsmål i anti doping perspektiv. Vi tjekkede og sikrede, at alle træningsfiler kom ind, sådan at vi altid selv havde en chance for at få øje på vores rytteres udsving i performance. Kort sagt gjorde vi, hvad der stod i vores magt for at mindske risikoen for, at vores ryttere bevidst eller ubevidst skulle ende i dopingfælden. En tilgang der i øvrigt var en vigtig forudsætning, da jeg i efteråret 2015 valgte at skrive min første kontrakt med holdet: Jeg kunne se, at jeg ville blive en del af et hold med en skarp anti doping profil. 

Og alligevel må Team Sunweb så se i øjnene, at der muligvis nu er en rytter, som har snydt, mens han var ansat hos dem! Hvilket gør mig ondt på deres vegne, ikke mindst set i lyset af ovenstående kompromisløse tilgang!

Tilbage til dilemmaet, som altså består i, at man som leder eller træner på den ene side principielt ikke kan stole på nogen af sine ryttere. Mens det på den anden side heller ikke giver nogen som helst mening at være med, hvis ikke man vælger at stole på dem. 

Kompromisløshed og balance i hverdagen

Lad mig give et praktisk eksempel. Jeg er for nylig vendt hjem fra bane VM i Polen. Ikke i rollen som træner, men som nyansat elitechef i Danmarks Cykle Union. Og i dette tilfælde som overordnet ansvarlig for tre banelandstrænere og otte cykelryttere. I Polen var vi vidner til præstationer, der førte til tre flotte danske medaljer. Medaljer som gjorde os stolte og glade, fordi de repræsenterede kulminationen på et langt forarbejde. Og også opfyldelsen af både rytteres og træneres drømme og forhåbninger. Men det er jo forkert! Vi burde ikke glæde os, men i stedet tænke på, om vores ryttere mon ikke havde snydt? Vi skulle have stået der med mistroen lysende ud af øjnene, ikke? Men det kan man jo ikke for pokker. Det ville jo gøre vores generelle engagement i cykelsporten komplet meningsløst! Hvis ikke vi valgte at stole på vores nærmeste, så ville det ikke give skyggen af mening at være med. Simpelthen!
 

"Alligevel er jeg af den klare overbevisning, at almindelige politimæssige efterforskningsmetoder er et ualmindeligt godt og nødvendigt supplement til idrættens egne værktøjer til dopingbekæmpelse."

Den aktuelle sag gør også, at vi igen diskuterer, om blodpasset har sin berettigelse. Og altså om det egentlig er med til at forhindre, at atleterne snyder. For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg ikke er i besiddelse af den specifikke faglige baggrund, der skal til for at kunne tage stilling til blodpassets berettigelse. Hvorfor jeg da også vælger, ikke at gøre mig klog på dette spørgsmål. I stedet læner jeg mig op ad Anti Doping Danmark og den holdning, de repræsenterer, nemlig at blodpasset HAR sin berettigelse og altså gør en forskel.

Alligevel er jeg af den klare overbevisning, at almindelige politimæssige efterforskningsmetoder er et ualmindeligt godt og nødvendigt supplement til idrættens egne værktøjer til dopingbekæmpelse. Hvilket sagen i Østrig jo også er et glimrende bevis på. Så mere af det, tak, og lad os også fortsætte debatten om, hvordan atleter i sportens verden skal have udmålt deres straffe. Og i forlængelse heraf, om ikke vi skal tage skrappere midler i brug end blot udelukkelse for deltagelse i de sportslige aktiviteter i en periode.

Så ja, jeg og vi kæmper videre i håbet om færre mavepustere i fremtiden!!!