- et blogindblik i Danmarks Cykle Union



"...hvordan sikrer vi, at de unge mennesker ikke træner fremtiden væk?"


Morten Bennekou, elitechef


Jeg har nu været ansat som elitechef i Danmarks Cykle Union i 100 dage. 100 dage, hvor jeg har dannet mig et overblik over butikken, hvilket bl.a. vil sige trænergruppen, rytterne og de forskellige discipliners og kategoriers aktiviteter. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at mange opgaver og indsatsområder er skrevet op på to-do-listen. Opgaver, der skal løses, og indsatsområder, der skal tages stilling til og arbejdes med. 

Et af de områder, der står højt på min liste, relaterer til min gamle hjemmebane; nemlig talentudviklingsarbejdet og -strategien i landevejsdisciplinen. Og herunder arbejdet med de ryttere, der kombinerer landevejscykling med en anden disciplin. Ikke mindst i U17- og U19-kategorierne skal vi skal være meget opmærksomme på, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør. Hvad vi anbefaler, og hvad vi ikke anbefaler. Og hvad vi italesætter som vigtigt for hvem og hvornår. Helt grundlæggende skal vi tænke os godt om og ikke hvile på laurbærrene fra de senere år, men i stedet følge med tiden og identificere de til enhver tid eksisterende omdrejningspunkter, udfordringer og muligheder. 

 

Så lad mig begynde med at stille en række vigtige spørgsmål

Hvor meget skal vi anbefale rytterne at træne, og hvordan sikrer vi, at de unge mennesker ikke træner fremtiden væk? Både de rene landevejsryttere og de ryttere, der kombinerer landevejen med en anden disciplin - hvordan kan vi bidrage til, at så mange som muligt bibeholder glæden ved og dermed motivationen for at cykle, samtidig med vi vejleder dem bedst muligt i forhold til at udnytter deres fulde potentiale som cykelryttere? Hvilke kort- og langsigtede mål har rytterne (og deres omgivelser), og på hvilken måde forfølger de dem? Er det nødvendigt at have en personlig træner, og hvis ja, hvornår? Og hvor videnskabeligt og struktureret behøver det at være på de forskellige tidspunkter i en rytters udvikling?

"...hvordan kan vi bidrage til, at så mange som muligt bibeholder glæden ved og dermed motivationen for at cykle?"

Lad mig fortsætte ved at offentliggøre en vigtig beslutning, som Anders Lund og jeg i fællesskab traf i slutningen af 2018: Vi kører IKKE ungdoms-OL i 2019! Og ja, du hørte rigtigt. Vi kører IKKE ungdoms-OL i 2019! Hvorfor? Fordi vi ikke tror, det gavner, at en stor gruppe ryttere sætter sig et stort og altoverskyggende mål om at komme til ungdoms-OL med stor fare for helt eller delvist at tilsidesætte fokus på en støt og rolig udvikling mod meget mere langsigtede mål - og med tilsvarende stor fare for, at en eventuelt vindende rytter mister momentum efterfølgende. Det er set før! 

Vi tør med andre ord tænke langsigtet i Danmarks Cykle Union - og vi håber og tror på, at forældre, klubtrænere og kommercielle trænere vil lade sig inspirere og endnu mere bevidst gøre det samme.

 

Hvor meget trænede de professionelle i ungdomsårene?

Det er en stor inspiration at se den unge generation af danske professionelle cykelryttere, der i de senere år er brudt igennem på allerhøjeste niveau. Mads Pedersen, Søren Kragh, Magnus Cort og Michael Valgren for nu at nævne nuets frontløbere. Samt ikke mindst Kasper Asgreen som definitivt bragede gennem lydmuren i søndags i Flandern Rundt. De repræsenterer det, som vi alle har ventet på i mange år: En generation af ryttere, som sidder der, når ”de rigtige cykelløb” skal vindes. Og som rent faktisk også vinder dem indimellem. 

Jeg har arbejdet med talentudvikling i dansk cykelsport på landevej i mange år. Rigtig mange faktisk. Så mange, at Anders Lund, der var den stærkeste juniorrytter, da jeg startede som helt grøn juniorlandstræner i 2003, nu for længst har stoppet sin aktive karriere. Og i forhold til træningsmængden har vi også arbejdet med træningsanbefalinger for de unge landevejsryttere i rigtig mange år. De er blevet justeret fra tid til anden, når vi mente, at vi var blevet klogere. Vi har aldrig påstået, at vores anbefalinger var den eneste vej til målet, men vi har sagt, at vi havde et stærkt statistisk belæg for at mene noget relevant om sagen. Og det siger vi fortsat!


Jeg har været tilbage i historien for at se på, hvor meget Mads, Søren, Magnus og Michael egentlig trænede, da de var yngre. Og så sidder der måske nogle djævelske advokater derude, som tænker, at rytterne selvfølgelig bare registrerer det, de ved, vi gerne vil se. Det har jeg hørt før, og ingen tvivl om, at det sker. Men grundlæggende tror jeg faktisk på, at de fleste ryttere vælger at fortælle os, hvad de gør, fordi de forstår, at det i bund og grund giver dem den bedste feedback og dermed de bedste udviklingsmuligheder. Og jeg tror på, at mange forstår præmissen om, at man ikke kan registrere sig til udtagelser. Dem kører man sig til!
 

"Men hvor meget trænede de så? Faktisk tæt på præcist i tråd med vores anbefalinger!" 

Og i forhold til Mads´, Sørens, Magnus´ og Michaels træningsregistreringer tror jeg endnu mere på validiteten, fordi jeg jo selv trænede tre af dem. Men hvor meget trænede de så? Faktisk tæt på præcist i tråd med vores anbefalinger! Tro det eller lad være. Hvilket underbygger, at der i hvert fald ikke nødvendigvis skal mere til, end det vi anbefaler!

Fremtiden kræver et nyt fokus

Noget af det jeg bemærker, nu hvor jeg er tilbage i dansk cykelsport efter tre lærerige år ude i den store verden, er, at der allerede er sket meget, mens jeg var væk. Den udvikling jeg så, sidst jeg var tæt på, har taget yderligere fart. Nemlig professionaliseringen for mange af de unge rytteres vedkommende. Mange ryttere er meget langt fremme med strukturering af træningen, målrettet levevis, skarpe mål og et enormt fokus på at nå så langt som muligt – i nogle tilfælde så hurtigt som muligt. Godt bakket op af meget ambitiøse omgivelser i form af trænere, ledere og forældre.

Og her identificerer jeg så et indsatsområde, som vi alle bør forholde os til. For hvordan sikrer vi, at det ikke bliver for meget af det gode? Hvordan sikrer vi, at vi får sendt så mange som muligt i den rigtige retning med den rigtige fart?

Hov, tænker du måske. Sig mig, er han blevet ansat som elitechef eller som breddekonsulent? Og hvad er nu det for noget snak om ”for meget af det gode”? Men nej, selvfølgelig er jeg IKKE blevet ansat som breddekonsulent. Og jeg kan garantere, at mit elitære mind-set er intakt og på ingen måde har lidt overlast i min tid på Team Sunweb. Jeg brænder virkelig for, at vi i dansk landevejscykling lykkes med at opfinde de næste potentielle vindere af Grand Tours og store klassikere. Tag ikke fejl af det!

"...hvordan sikrer vi, at det ikke bliver for meget af det gode? Hvordan sikrer vi, at vi får sendt så mange som muligt i den rigtige retning med den rigtige fart? "

Alligevel – ja faktisk netop derfor! – lægger jeg op til refleksion i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi lykkes med vores fælles mission. Hvordan vi lykkes med at gøre vores aktuelle stjerner til starten på en fødekæde og ikke bare et øjebliksbillede, som vi nyder, mens vi kigger på det. Og jeg kan garantere, at den refleksion (og beslutninger og strategi i forlængelse heraf) er noget, vi vil have fornyet fokus på i Danmarks Cykle Unions fremtidige arbejde. 

 

Kampen mod de kortsigtede ambitioner

Men hvad kan de gøre ved det i Danmarks Cykle Union, tænker du måske! Hvad kan de gøre ved det, hvis rytterne træner solen sort i en tidlig alder? Hvad kan de gøre ved det, hvis rytterne alt for tidligt fokuserer så meget på deres wattmåler, at det på det nærmeste ikke er muligt for dem at træne med en normal, velfungerende dansk cykleklub - dér, hvor fastholdelsen i cykelsporten normalt har sine sundeste og stærkeste rødder? Hvad kan de gøre ved det, hvis rytterne satser blindt på kortsigtede mål? Og hvad kan de gøre ved det, hvis rytterne dræber sig selv i en ikke afstemt satsning på flere discipliner?

Jamen vi kan da gøre en masse! Og vi kan starte med at gøre det, jeg gør nu - nemlig at sætte diskussionerne på dagsordenen. Ligesom vi kan have en officiel holdning til tingene. I landstrænergruppen skal vi holde hinanden fast på, at vores ambitioner ikke bliver for kortsigtede, og at vi i modsætning hertil hele tiden holder den fortsatte trinvise udvikling i fokus. 

"I landstrænergruppen skal vi holde hinanden fast på, at vores ambitioner ikke bliver for kortsigtede, og at vi i modsætning hertil hele tiden holder den fortsatte trinvise udvikling i fokus."

Det betyder ikke, at jeg mener, man ikke må blive juniorverdensmester. For når vi står på startstregen, gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for at vinde. I alle discipliner. Det er bare vigtigt, at rytterne ikke har forberedt sig, som om U19 VM var det altoverskyggende mål i karrieren. Så forstå mig ret, jeg taler ikke for, at der ikke skal trænes godt og hårdt, og at rytterne ikke skal leve seriøst og målrettet. Det skal bare flugte med det udviklingstrin, de befinder sig på. Hverken mere eller mindre. For det længere fremtidsperspektivs skyld!

 

Vi kan og skal lære af historien

I denne forbindelse har jeg kigget lidt på juniorverdensmestrene fra 2002 til 2016. Og deres historier efter verdensmesterskaberne i juniorklassen.

9 af de 15 juniorverdensmestre er blevet World Tour-ryttere efterfølgende. Resten er ikke blevet det.
5 af de 15 ryttere har vundet World Tour-løb. Resten har ikke.

Jeg har også kigget lidt tilbage på Mads´, Sørens, Magnus´, Michaels og Kaspers junior VM-resultater. Søren blev nummer 11 og 10, da han kørte junior VM. Michael udgik i det ene VM og blev nummer 43 i det andet. Magnus kørte kun ét junior VM, hvor han blev nummer 48. Mads blev nummer 75 i sit første forsøg og nummer 2 i det andet. Og Kasper har aldrig kørt junior VM! Realiteter, som i det mindste bekræfter, at et vundet U19 verdensmesterskab ikke i sig selv er en forsikring om en fænomenal fremtid på landevejen.

 

Om langsigtede mål og personlige trænere

Lad mig i øvrigt dvæle lidt ved de kommercielle trænere og den rolle, de spiller. Den rolle er nemlig blevet mere og mere markant, selv i de sidste par år, fordi flere og flere ryttere (og forældre) vælger at betale penge for professionel træningsvejledning. Det er jeg sådan set ikke imod – under passende forudsætninger og med vigtige overvejelser in mente. 

"...det er et problem, hvis rytteren ikke engang er i stand til at træne med en klub!"

For det første er det af afgørende betydning, at rytter (og forældre) er i sync med træneren, hvad målsætninger angår, fordi en kommerciel træner jo ikke kan fortænkes i at have sin egen dagsorden i forhold til, at kortsigtede resultater med én rytter alt andet lige betyder nye kunder i butikken! Jeg påstår ikke, at alle kommercielle trænere på den måde tænker i kunder i butikken - bestemt ikke - jeg understreger bare, at det er værd at have i tankerne.

For det andet synes jeg, det er vigtigt, at træningsplanlægningen ikke bliver SÅ specifik, at den unge rytter har svært ved at træne med andre - f.eks. sin klub. For sådan behøver det ikke at være. SÅ avanceret behøver det heller ikke at være. Det behøver ikke at være sådan, at rytteren skal dreje til venstre efter 42 min og køre 11 minutter med 342 watt for at blive god. Selvfølgelig vil en del af træningen være præcist programmeret, men det er et problem, hvis rytteren ikke engang er i stand til at træne med en klub! Der hvor man jo sådan set lærer om selve professionen ”cykelrytter”. At sidde på hjul. At kæmpe for pladsen på viften. At positionere sig inden en spurt. At administrere sine kræfter. Og alt det andet!

"Selv som træner på World Touren planlagde jeg træningen, så rytterne kunne integrere sig i et træningsfællesskab i det omfang, de fortalte mig, at de havde mulighed for det. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre."

Selv som træner på World Touren planlagde jeg træningen, så rytterne kunne integrere sig i et træningsfællesskab i det omfang, de fortalte mig, at de havde mulighed for det. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre. 

 

Flere discipliner og for mange mål

Et sidste vigtigt punkt, jeg gerne vil runde her, handler om de ryttere, der kombinerer landevejen med en anden disciplin - ofte enten banecykling eller cyklecross. Her spiller vi i Danmarks Cykle Union en vigtig rolle i forhold til at sikre, at der ikke drives rovdrift på ryttere, som har potentiale til at blive gode i flere discipliner.

Jeg mener ikke, at rytterne ikke kan kombinere to discipliner - slet ikke - det er jo ligefrem en forudsætning for vores bedste baneryttere, at de også i et afbalanceret omfang satser på landevejscykling. Ligesom der ikke mindst internationalt er fremragende eksempler på, at det kan være vejen til succes at satse på både cyklecross og landevej - igen i et afbalanceret omfang og med skarpt fokus på periodisering.

I mine øjne er det min og landstrænergruppens opgave og ansvar at identificere de ryttere, som risikerer at brænde ud, hvis ikke de lykkes med at dosere deres samlede satsning på flere discipliner på en passende måde. Vi skal få øje på dem, og vi skal tilbyde vores vejledning. Vi skal ikke vælge discipliner for rytterne, men vi skal være med til at kvalificere deres valg. Ligesom vi skal bistå dem med eksekveringen.

Og det ansvar – og meget andet – tager vi på os; stol på det!