Det blev et flot og velarrangeret DM i XCM, da Viborg dannede rammen for de danske mesterskaber. 

Dagens mesterskab var på marathon distancen, så det var nogle hårde og lange cykelløb. 

"Det var et flot DM arrangement, hvor der var godt styr på stævnepladsen. Hele 350 ryttere deltog," forklarer MTB-landstræner Mads Bødker, som var glad for at se de danske ryttere dyste igen i Danmark. 

DM stod naturligvis i skyggen af Covid-19, og derfor var der også en masse sikkerhedsforanstaltninger, som mesterskabet skulle efterleve. Det klarede arrangørerne flot, påpeger landstræneren. 

Rytterne var også klar til at køre meget seværdige cykelløb. I dameklassen var Annika Langvad suveræn og vandt det danske mesterskab sikkert. Ann-Dorthe Lisbygd vandt sølv foran Viktoria Knudsen, som altså snuppede bronzemedaljen. 

 

Fini vandt mesterskabet i en spurt

I herre-klassen blev det et tæt cykelløb helt frem til målstregen. Storfavoritterne Sebastian Fini og Simon Andreassen gav hinanden kamp til stregen. 

"Det var fantastisk cykelløb, hvor Sebastian endte med at vinde i en spurt. De kørte virkelig stærk og er i fantastisk god form i øjeblikket," tilføjer Mads Bødker. 

Dagens overraskelse stod Victor Philipsen for, da han blev treer og tog sig dermed af bronzemedaljen. 

"Det var lidt af en overraskelse. Han er godt nok en del af vores U23-landshold, men det var virkelig imponerende i dag," lyder det rosende for landstræneren. 

Allerede om få uger skal rytterne igen køre et mesterskab, når Vejle danner rammen for de danske XCO-mesterskaber i Vejle. Det er i weekenden den 26-27. september.

 

Se resultaterne: Klik her

Se billeder her: Klik her