I Øksnehallen i København blev der i dag afholdt Elite DM for herrer i e-cykling. Rytterne blev sendt ud på en kuperet rute omkring Hammel, hvor et højt tempo skilte rytterne ud fra frontgruppen én efter én. Vinderen af en tæt spurt blev Alexander Wendelbo fra eCykle Klub Danmark.
DM skulle afgøres i dag i Øksnehallen på en knap 50 km lang og kuperet rute med masser af højdemeter. Selvom forårssolen stod højt udenfor, udkæmpede 13 herrer et hårdt kørt DM inde i hallen. Dette var anden gang DCU afholder et officielt DM i e-cykling.
Allerede fra start blev der lagt ud i et højt tempo, men uden udbrudsforsøg. Det var tydeligt at rytterne, der bedst kender hinanden hjemme fra skærmen, lige skulle mærke hinandens niveau af. Det opskruede tempo gjorde også, at der begyndte at falde ryttere fra på stigningerne. Længe blev der lukket huller mens føringsarbejdet blev fordelt i frontgruppen.
Ruten omkring Hammel bød selvfølgelig også på den legendariske stigning Pøt Mølle, som også DM i landevejscykling blev kørt på i 2012. Ligesom for 10 år siden på landevejen skulle vinderen også findes i en tre-mandsgruppe til sidst. Her så var lagt op til en lige kamp mellem Joakim Lisson (Slagelse Cykle Ring), Henrik Heibøll Jensen og Alexander Wendelbo (begge fra eCykle Klub Danmark), hvor det altså var sidstnævnte der kunne sætte trumf på og køre først over stregen.
DM med tilskuere og live-e-cykling
I år havde man lagt DM i e-cykling sammen med Copenhagen Bike Show i Øksnehallen. Derfor var der mulighed for tilskuere at se den danske e-cyklings elite køre om dannebrogstrøjen. Der var et stort tilløbsstykke at kunne komme så tæt på rytterne og følge deres interne og intense kamp på de opstillede skærme. Hele løbet blev desuden livestreamet på nettet og livespeaket for publikum.
Resultat:
- Alexander Tobias Wendelbo
- Henrik Heibøll Jensen
- Joakim Lisson
- Martin Breum
- Jesper Fogh Gottlieb
- Klaus Møller
- Rasmus Feldballe
- Henrik Holst Elstrøm
- Silas Toftemark
- Kasper Regnar Hededam
- Kurt Nørum Pedersen
- Flemming Bach
- Thomas Brandi