Søndag blev Shimano Ligaen powered by SIXT 2019 indledt, og med de bedste hjemlige navne til start på de klassiske spor i Geels Skov blev det en flot åbning af MTB-superligaen.

Hos herrerne blev kampen om sejr og førertrøje som ventet et tæt og intenst opgør mellem Simon Andreassen, Sebastian Fini og Jonas Lindberg. De tre landsholdsryttere viste igen internationalt format og gav hinanden kamp til stregen - i sidste ende viste Simon Andreassen sig hurtigst i spurten og tog første stik i en dyst, der forhåbentlig kommer til at være præcis ligeså spændende og på ligeså højt niveau som søndagens første afdeling af Shimano Ligaen powered by SIXT.

Hos kvinderne var Caroline Bohé urørlig på den knap seks kilometer lange og teknisk udfordrende rundstrækning, og selvom Malene Degn kæmpede bravt kunne hun ikke true Bohés meget overbevisende sejr. Anne-Dorthe Lisbygd leverede også en flot indsats og bed længe Degn i haserne, da hun kørte sig på podiets nederste trin.

Næste afdeling af Shimano Ligaen powered by SIXT bliver kørt den 30. juni i Varde.

Læs mere om Shimano Ligaen powered by SIXT her