I dag åbner herrernes banelandshold EM i Glasgow, og det er et ungt hold, der har som primær målsætning at hente mesterskabserfaring og prøve kræfter med nogle af verdens bedste baneryttere.

EM falder i år samtidig med PostNord Danmark Rundt, og det betyder, at en del af banelandsholdets faste ryttere ikke kan køre med på de skrå brædder i Glasgow. En af rytterne er dog gennemrutinerede Casper Folsach, der har vundet en lang række internationale mesterskabsmedaljer med det danske banelandshold, og forhåbentlig kan hans rutine hjælpe de unge ryttere undervejs.

Landstræner Casper Jørgensen, der har været tilfreds med forberedelserne under træningslejren i Livigno, understreger dog, at fokus i forbindelse med årets EM er på udvikling og indsamling af erfaring - men han håber stadig på en god dansk præstation.

"Vi stiller med et ungt og forholdsvis uerfarent hold, så vi har ikke forventninger om at kunne blande os i den absolutte top, men vi håber naturligvis at ramme vores optimale løb, og at de unge ryttere får værdifuld erfaring ved at deltage i en elitekonkurrence," siger landstræneren.

EM åbner torsdag den 2. august med kvalifikationsrunderne i 4.000 meter holdforfølgelsesløb - følg med på TV2 Sport fra kl. 19.30.

SE DET FULDE PROGRAM FOR EM I CYKLING HER

Det danske herre-banelandshold stiller op i følgende discipliner til EM:

4.000 meter holdforfølgelsesløb
Matias Malmberg, Casper Folsach, Oliver Wulff Frederiksen og Rasmus Pedersen 

Pointløb
Matias Malmberg 

Omnium
Casper Folsach 

Parløb
Oliver Wulff og Casper Folsach