Det danske banelandshold dominerede sæsonens første World Cup-afdeling i Frankrig, da samtlige syv ryttere i truppen fik hængt guld om halsen efter sejre i både herrernes og kvindernes parløb og i herrernes 4.000 meter holdforfølgelsesløb.

Allerede fra World Cuppens første dag tegnede det lovende, da herrernes 4.000 meter-hold satte bedste tid i kvalifikationen, og da Lasse Norman, Casper Folsach, Rasmus Lund Pedersen og Julius Johansen efterfølgende formåede at overgå den præstation og sætte ny dansk rekord i tiden 3.52,661, var der ikke længere tvivl om, at guldet var mere end inden for rækkevidde.

I finalen på banen i Saint-Quentin-en-Yvelines blev de britiske verdensmestre sat så meget under pres, at de fejlede igen og igen, og danskerne gjorde triumfen fuldstændig ved at indhente Storbritanniens stjerner.  

I kvindernes parløb satte Amalie Dideriksen og Julie Leth en tyk streg under, at deres EM-guld tidligere på året ikke var tilfældigt. Dideriksen og Leth fulgtes pointmæssigt ad i et tæt opgør med Neah Evans og Emily Kay, og før sidste spurt var det danske par to point efter briterne. I den altafgørende spurt fik danskerne presset sig forbi, udlignede dermed pointstillingen og sikrede sejren på en bedre placering i sidste spurt.

Hos herrerne var det nye gamle stjernepar Michael Mørkøv og Lasse Norman fuldstændig urørlige i parløbet. Danskerne vandt de to første spurter og styrede løbet fra start til slut, og trods forsøg på at tage en omgang betød det høje tempo, som Mørkøv og Norman satte, at der aldrig rigtig var spænding om udfaldet - en enestående magtdemonstration.

Efter en jubelweekend i Frankrig rejser banelandsholdet nu til Canada, hvor de skal forsøge at følge op på de fantastiske resultater, når anden afdeling af World Cuppen køres.