Nedtællingen til OL i Tokyo 2020 er for alvor begyndt, og forberedelserne i den danske BMX-trup er i fuld gang - og håbet om kvalifikation til verdens største sportsbegivenhed er stort for både Jimmi Therkelsen og Simone Tetsche Christensen, der de næste uger kan se frem til fire World Cup-afdelinger og en OL-testevent i Tokyo.

Simone Tetsche Christensens OL-kvalifikation tegner lovende, men også Jimmi Therkelsen, der har vist sig at være det stærkeste danske kort på herresiden, har efter flere C1-sejre gode muligheder for at kvalificere sig - og derfor er der ikke kun prestige, men også vigtige kvalifikationspoint på spil, når de to ryttere fredag og lørdag lokal tid kører 7. og 8. afdeling af årets World Cup i Rock Hill, USA:

”Jimmi og Simone har efter VM i Zolder tilbage i juli været på jagt efter C1-resultater, som er med til at kvalificere eliterytterne til OL i 2020. Jimmi har vundet to og Simone har vundet tre C1-løb, hvilket ikke bare er gode resultater, men også har givet virkelig vigtige point for dem begge,” fortæller landstræner Klaus Bøgh Andresen.

Gense Simone Testsche Christensens World Cup-triumf

Selvom Simone Tetsches chancer for at kunne booke en OL-billet er gode, er der stadig mange point at køre om, og derfor er målsætningen for de kommende World Cups også helt klar for begge ryttere – de skal ud at hente point::

"Jimmi skal forsøge at få så mange point med hjem som muligt. Han har løftet sit niveau meget i denne sæson, men det er ikke nemt at komme i top 64 i World Cup-sammenhæng, så selvom han har niveauet - også til mere end det - skal han ramme dagen," fastslår Klaus Bøgh Andresen, der også håber, at Simone Tetsche kan levere endnu en toppræstation og bringe sig et skridt nærmere OL: 

"Simone vandt første World Cup-afdeling i Manchester, og efter de to seneste sejre i Kina er der forhåbninger om, at hun kan gentage et topresultat," slutter den danske landstræner.

Se det fulde program for weekendens World Cup i Rock Hill

Datoer for World Cup og OL-test er følgende:
UCI BMX Supercross World Cup – Round 7 – 13. september, USA
UCI BMX Supercross World Cup – Round 8 – 14. september, USA
UCI BMX Supercross World Cup – Round 9 – 28. september, Argentina
UCI BMX Supercross World Cup – Round 10 – 29. september, Argentina
Tokyo 2020 Test Event – 12.-13. oktober, Tokyo

Følg World Cuppen live på YouTube