Med høj sol og en velbygget bane var der på alle måder lagt op til godt race, da Falcon BMX i weekenden var vært for DM 2018 - og uhyre velorganiserede mesterskab blev både enormt spændende og dramatisk.

I Elite Women var det dog ikke overraskende, at Simone Tetsche Christensen endnu en gang fik hængt DM-guldmedaljen om halsen efter en enestående magtdemonstration gennem hele dagen - så hvad der manglede i spænding, var der til gengæld i opvisning af BMX-kørsel på højeste niveau.

I Elite Men-klassen så fra start ud til at blive mere spændende. De to forhåndsfavoritter, Andreas Wöhlk og Jimmi Therkelsen, mødte hinanden allerede i de to første indledende heat, hvor en stærkt kørende Wöhlk tog sejren i begge runder og gjorde det klart, at han var kommet for at vinde. Men i finalen viste Therkelsen dog sit høje niveau, da han rejste sig igen efter de indledende nederlag, tog udfordringen op og sejrede.

De to herrer leverede et fantastisk race, hvor der blev kæmpet til det sidste i tæt, tæt finale, som det er en del år siden, man sidst har set ved et DM i Elite Men.

Junior Women-klassen var åbnet igen i år, og her var der tæt kamp imellem Rikke Balle og Amanda Hæe, og selvom Rikke Balle endte øverst på podiet, gav Amanda Hæe hende fornem kamp til stregen og udfordrede hende i alle heats.

Junior Men-klassen var formentlig dagens mest åbne Championship-klasse, og da den forsvarende danmarksmester, Jimmi Jacobsen, måtte se sig slået ud i de indledende heats, stod det klart, at der skulle findes en ny dansk mester. Det blev da også til en hæsblæsende finale for juniorerne med forskellige ryttere i front, men i sidste ende kunne Magnus Nielsen krydse målstregen som ny danmarksmester.

Tak til Falcon BMX for et godt DM 2018 - og tillykke til alle de danske mestre i Challenge- og Cruiser-klasserne.