De danske mesterskaber blev en sand lækkerbisken for det dedikerede cyklecross-publikum - og for rytterne satte de kraftige regnbyger, der gjorde den i forvejen teknisk svære rute endnu mere våd, tung og mudret, sit tydelig præg på begivenhederne.

Odense havde dækket op til cross-fest med en hård rute og vådt vejr, så det var et mesterskab for specialisterne. Hos eliten løb favoritterne da også med dannebrogstrikoterne og guldmedaljerne.

I dameelite var Caroline Bohé som ventet fuldstændig urørlig, og selvom Viktoria Smidth Knudsen kæmpede bravt og på alle måder overraskede positivt, var der aldrig tvivl om udfaldet. Signe Koch vandt sin første DM-medalje, da hun kørte sig til bronze.

På samme måde kunne Sebastian Fini Carstensen glæde sig over sin anden DM-sejr i træk og den tredje i alt i herrernes elitefelt - men hvor Bohé aldrig blev presset, gav Kenneth Hansen aldrig op og åndede Fini i nakken gennem hele løbet, og dermed blev det en gentagelse af sidste års fordeling af sølv og guld. Det blev den tidligere DM-vinder Joachim Parbo - en af dansk cyklecross' grand old men - der rundede podiet af og gentog sit bronze-resultat fra 2014 efter en forrygende duel med Tommy Moberg.

I herrernes U23-klasse var der på forhånd lagt op til en duel mellem favoritten Jonas Lindberg og udfordreren Andreas Lund Andresen, og det kom til at holde stik - men det blev lidt overraskende Andresen, der trak det længst strå efter et intenst og spændende opgør, hvor blot 15 sekunder adskilte de to på målstregen. Rasmus Wulff Nørholm Gøtke tog sig af bronzen.

Dagens måske største favorit var Joshua Amos Gudnitz, der da også blev en suveræn dansk mester i herrejunior. Gudnitz satte sig igennem fra første sekund, og da Markus Kaad Heuer styrtede kort efter start, var den nærmeste konkurrent til titlen tidligt ude af billedet - Heuer imponerede dog ved at komme hurtigt tilbage, og han blev belønnet med en fortjent sølvmedalje, mens Tobias Lillelund fik bronze.