Det blev til favoritsejre på stribe ved cross-VM i Bogense, men først og fremmest blev det nøjagtig den folkefest, som ryttere, fans, arrangører og cykelsporten havde ønsket sig og drømt om - og H.K.H. Kronprins Frederik kastede royal glans over VM-arrangementet og delte publikums begejstring for rytternes imponerende præstationer. 

Solen skinnede over den smukke nordfynske havneby, da Mathieu van der Poel kronede en fantastisk sæson med at vinde VM-titlen efter en sand magtdemonstration. Som første mand over stregen i sidste VM-løb kunne han lade sig tiljuble af de tusindvis af cross-fans fra hele verden, der havde omdannet Bogense til en stor festplads hele weekenden.

Inden van der Poels triumf havde Ben Tulett (herrejunior), Thomas Pidcock (U23-herrer), Inge van Heijden (U23-damer) og Sanne Cant (dameelite) alle kunnet iføre sig den regnbuestribede VM-trikot efter spændende og intense løb på den spektakulære rute - og for Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen, blev weekenden den hyldest til rytterne og sporten, han havde håbet på:  

"Vi er meget taknemmelige for den glæde og begejstring, som cykelfans fra hele verden har bragt til Danmark denne weekend, og vi må igen konstatere, at samarbejdet mellem UCI, Sport Event Denmark, Sport Event Fyn, Nordfyns Erhverv & Turisme og Danmarks Cykle Union har været et skoleeksempel på, hvad vi kan opnå i fællesskab," sagde Henrik Jess Jensen.

Formanden pegede også på cykelsportens unikke evne til at bringe folk fra alle dele af verden sammen - uanset hvem man holder med:

”Cykling har en helt særlig egenskab til både at vække stærke følelser og forene mennesker på tværs af alder, køn, nationer og kulturer. Og disse dage har været én lang fejring af beundringsværdige atleter og vores fantastiske sport," fastslog Henrik Jess Jensen.

Bag den store begivenhed - og den store succes - stod hundredvis af hårdtarbejdende mennesker, der ikke kun repræsenterede Bogense på smukkeste vis, men som også igen understregede, at Danmark er en både imødekommende og professionel værtsnation - og det var især den indsats, Henrik Jess Jensen ønskede at fremhæve:

"Denne event vil stå prentet i vores hukommelse og cykelsportshjerter i mange, mange år. Kæmpe tak til de flere end 500 frivillige, der har gjort det muligt at løfte så stor en event. Og stort tillykke til de nye verdensmestre – forhåbentlig vil Bogense og Danmark også have en særlig plads hos dem altid.”