Blandt de otte initiativer, der var blandt de nominerede til Danskernes idrætspris, var to initiativer med cykling som omdrejningspunkt. Nu er de landsdækkende stemmer talt op og tre af de otte er nu udtaget til finalen.

Og blandt disse er Bkool Ligaen, det gratis e-cyklings tilbud, der drives af eCykle Klub Danmark.

Udover Bkool Ligaen er de øvrige kandidater Street under Buen og BMI Akademiet.

Morten Bundgaard Pedersen, formand for DCUs e-cykling udvalg, er en af ankermændene bag Bkool Ligaen. Morten havde denne umiddelbare kommentar på sin Facebook profil, da han fik opringningen:  JA JA JA JA JA JAAAAAAA

I minutterne efter de to første havde fået en opringning, havde Morten nerverne lidt uden på tøjet, for hans telefon havde endnu ikke ringet. Men det endte jo godt - telefonen ringede og Morten var således også hurtig til efterfølgende at sende en stor tak, til de der bakkede op om Bkool Ligaen som finalist til Danskernes Idrætspris 2020.

Nu er det så op til Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, at drøfte og vælge det initiativ, der skal vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kroner. Vinderen bliver afsløret i forbindelse med DR’s Sport 2020 tv-show, der sendes den 2. januar. I alt var 145 idrætsinitiativer indstillet til Danskernes Idrætspris.