VM i mountainbike blev kørt fra 25. – 29. august i Italienske Val Di Sole.MTB landsholdet stillede med i alt 13 ryttere i de forskellige klasser.
Foto: UCI
Bedste resultat blev den allerede omtalte bronze medalje til Caroline Bohé i U23 kvindeklassen. En medalje der på fornem vis kroner Carolines sidste sæson som U23 rytter.
Mads Bødker, MTB landstræner, sætter disse ord på Carolines medalje og den samlede præstation ved dette års VM: ”Det var en stor forløsning for Caroline at slutte U23 årene af med en Medalje. Caroline har arbejdet superseriøst og fokuseret i mange år, så hendes medalje kommer ikke som en stor overraskelse. Hun har år for år taget et skridt nærmere verdenseliten. For at sætte hendes præstation i perspektiv – ville vinderen Mona Mitterwallner højst sandsynligt også have vundet Dame Elite, hendes omgangstider var reelt hurtigere end vinderen i Elite", konstaterer Bødker og fortsætter”
”At vi har stærke kvinder understregede Malene Degn med hendes bedste præstation i karrieren. Allerede fra starten af løbet var hun helt med fremme i Top 10 – hun kæmpede hele løbet igennem og kom i mål som en flot nummer 9.
I herre elite fik Jonas Lindberg endelig vist hvad han kan. På en dag hvor vores på papiret bedste bud til en topplacering Simon Andreassen og Sebastian Fini ikke havde dagen, kørte Jonas et flot og kontrolleret løb, hvor han arbejdede sig op fra en startposition som nummer 68 til en plads som 15.
Det tegner rigtigt godt for de næste år frem mod OL i Paris – at vi nu har 3 herre ryttere der kan være med helt fremme i toppen, betyder at vi bør for 2 herre ryttere med om 3 år. Kvalifikationen starter allerede i 2022.
Vores øvrige U23 ryttere rammer ikke formen til VM – deres præstationer er som sådan ikke tilfredsstillende og heller ikke på det niveau vi arbejder for at de skal være på og hvad deres potentiale er til. Vi er nu gået i tænkepause for at se hvilke knapper der skal skrues på for at få dem op i niveau.
Vores Junior drenge med 2 VM debutanter leverer på et godkendt niveau. Ser vi på deres præstationer hen over året har vi bestemt mere i vente fra dem. Julius Kjær viser med hans omgangstider at han er med hvor han skal være, men en startposition som en af de sidste gav ham vanskelige betingelser for et reelt topresultat. Gustav Pedersen har væsentligt mere i sig end han får vist i løbet. Det er hans første VM og det kan være overvældende at træde op på den helt store scene". slutter landstræner Mads Bødker.
De samlede resultater VM MTB:
Herre Elite:
#15 Jonas Lindberg
#53 Sebastian Fini Carstensen
#59 Simon Andreassen
Dame Elite:
#9 Malene Degn
U23 herrer:
#30 Oliver Sølvhøj
#40 Markus Heuer
#47 Victor Philipsen
#63 Tobias Lillelund
U23 kvinder:
#3 Caroline Bohé
#17 Sofie Heby Pedersen
Junior herrer:
#17 Julius Kjær
#24 Gustav Pedersen
#55 Kristian Andersen