Danmark hentede i dag en ottendeplads ved VM i Imola, da Cecilie Uttrup Ludwig levede op til målsætningerne fra før VM efter et hårdt løb i Italien.

En uheldig defekt på et endnu mere uheldigt tidspunkt satte desværre Cecilie Uttrup ud af spillet i finalen, hvor hun ellers sad med den gruppe, der skulle spurte om fjerdepladsen i løbet. Problemer med gearskiftet betød, at danskeren kunne krydse stregen som nummer otte.

Kvindelandstræner Tayeb Braikia har det ambivalent efter dagens resultat, som opfylder de målsætninger, der var sat op til VM, men som alligevel ikke fortæller hele historien om, hvor god Cecilie Uttrup Ludwig egentlig var i dag.

“Inden vi tog til VM, var vores målsætning i begge discipliner at slutte i top-8. Det ville være meget tilfredsstillende for os, da det var vores hovedmål for dame-eliten,” siger Tayeb Braikia.

Med omtrent otte kilometer til mål fik Uttrup synlige problemer med sin cykel, så hun kunne ganske enkelt ikke komme op på den store klinge, hvilket endegyldigt var med til at slukke håbet om en fjerdeplads, der trods alt var indenfor rækkevidde.

”Det er klart, at Cecilies præstationer og resultater op til VM, rutens beskaffenhed og det hele lagt sammen, havde vi selvfølgelig har en tro på en medalje,” siger han.

”På den måde er vi super ærgerlige og skuffede over det. At det så er et mekanisk udfald og en defekt, der er afgørende for vores resultat, er jeg rigtig, rigtig ked af og specielt på Cecilie vegne,” siger Braikia.

Det ændrer dog ikke på, at Danmark var med til at animere løbet af flere omgange. Godt hjulpet på vej af landsholdskollegaerne var Uttrup flere gange i offensiven med angreb, og det er gode lærdomme at tage med sig.

”Jeg tager med mig, at Cecilie er én af verdens bedste cykelryttere, specielt når ruten passer til hende. Hun viser gang på gang, at hun er der, når hun skal være der,” siger Braikia.

Ligeledes er der rosende ord til det danske landshold, som i det store hele hjalp Uttrup godt på vej mod sin endelige placering, også selvom det desværre ikke var alle ryttere, der havde de ben, de havde håbet på inden løbet.

”Jeg tager med mig, at vi til gengæld har nogle ryttere, der arbejder 100 procent for Cecilie og for at skabe et godt resultat, og det var det, vi havde aftalt fra starten af, og som jeg håbede, at vi ville. Jeg synes, at gruppen som landshold fungerer godt sammen,” siger han.