Efter et vildt kvalifikationsheat og en hektisk finale i parløb sikrede Oliver Wulff og Matias Malmberg den tredje danske medalje ved junior-VM på banen.

Wulff og Malmberg skulle vise deres høje niveau allerede fra begyndelsen af Madison-konkurrencen, da det indledende kvalifikations-heat havde deltagelse af stort set alle favoritterne - og der blev kørt hæsblæsende stærkt fra starten. Australien satte tempoet, men danskerne sad godt på hjul, og det viste sig at være en fornuftig disposition - de to par blev henholdsvis et og to i kvalifikationen, mens stærke nationer som Polen, Belgien og New Zealand blev sendt ud af VM.

I finalen var den danske taktik derfor igen at skygge de stærke australiere i begyndelsen og tage lidt “lette” point, når muligheden bød sig, for så i løbets sidste to tredjedele at score point og lede efter momentet til et angreb i forsøget på at vinde en omgang. 

Desværre kom det moment aldrig rigtig. Australierne var simpelhen de stærkeste på banen og lukkede alle angreb ned. Da russerne også pointmæssigt trak fra det danske par, udviklede finalen sig til et intenst drama om bronzepladsen, hvor tyskerne pressede danskerne voldsomt, og kampen var åben helt indtil sidste omgang, hvor Wulff og Malmberg med en imponerende kraftudladning vandt spurten og sikrede sig bronze, mens tyskerne måtte tage til takke med 4.-pladsen. 

U19-banelandstræner Thomas Dalsted kunne dermed glæde sig over, at VM igen blev en dansk medaljesucces, selvom det efter de første konkurrencer så svært ud - og især er han glad for den viljestyrke, som rytterne viste ved at rejse sig.

"Samlet set er jeg godt tilfreds med løbet. Oliver får rejst sig flot efter hans offday i holdløbet, og Matias er bare god hele vejen rundt. Han kan spurte, tonse og har en teknik ud over det sædvanlige," siger landstræneren.

Dalsted glæder sig dog primært over, at rytterne beviste, at talentet og potentialet er til stede, og at der er masser at bygge videre på.

"Vi var bare ikke bedre end Australien i dag. Med lidt mere overblik og koldblodighed ville russerne nok være blevet slået, men begge ryttere kan og skal være glade for deres medaljer. De understreger, at talentet er til stede, og nu skal de prøve at forløse det på seniorlandsholdet og på landevejen," fastslår Dalsted.