Noget af det, der kendetegner cykelsporten, og gør den til noget ganske særligt, er trøjerne. Og de symboler, trøjerne udgør. De historier de fortæller.

Den gule trøje. Den grønne trøje. Den prikkede trøje. Den kontinentale Europamestertrøje med stjernerne på brystet. Og selvfølgelig ikke mindst den regnbuestribede som for tiden på smukkeste vis flyver lavt over de sjællandske landeveje.

Og så vores egen Dannebrogstrøje! Symbolet og beviset på at den stolte bærer er dansk mester i sin disciplin!

I sidste uge afviklede vi de danske mesterskaber på landevejen for U19- og eliteklasserne. Et vellykket mesterskab, som sendte to mandlige og to kvindelige ryttere hjem og ud i verden med vinger båret af Dannebrogstrikoten, som de nu stolt kan træne og konkurrere i indtil næste år ved samme tid.

Noget ganske særligt. Noget fantastisk. Noget unikt!

Og sådan skal det være. Unikt altså! At bære Dannebrog på brystet. Det skal være en oplevelse forbeholdt de ganske få, som har præsteret helt ud over det sædvanlige, og som dermed fortjener en ganske særlig ære.

I november sidste år henvendte jeg mig til formændene for Danmarks Cykle Unions disciplinudvalg for hhv. landevej, bane, MTB, BMX og cyklecross. Med forslaget om, at vi i alle discipliner kun skal uddele mesterskabstrøjer i ganske få klasser. Nemlig i eliteklasserne, i U23-klasserne, der hvor de findes, og i U19-klasserne. Og altså IKKE i klasserne fra U11 til U17. Jeg nævnte også, at jeg ikke synes, at der skal uddeles mesterskabstrøjer i masterklasserne, hvilket jeg dog ikke blander mig yderligere i, da de jo sådan set ligger udenfor mit ressortområde.

Og hvorfor så det? Hvorfor skal børnene og de ganske unge ryttere ikke have mulighed for at opnå den ære og glæde, der er forbundet med at køre rundt i en Dannebrogstrikot i et helt år? Jamen det skal de ikke, fordi Dannebrogstrøjen udover æren og stoltheden også medfører et pres. For er der én, de andre gerne vil slå, så er det ham eller hende med trøjen. Spørg bare Mads P! Spørg ham, om der mere end nogensinde før er nogen, der kører med, når han trækker den ud i siden og drejer på håndtaget iført alle regnbuens farver. Det tror jeg nok, der er!

Man kan ikke flyve under radaren, når man kører i verdensmestertrøjen eller i en Dannebrogstrøje. I sådan en trøje bliver man set, og man bliver fulgt af alt og alle. Af de andre ryttere, af forældrene og af alle de andre, som pludselig forventer noget mere af én. Ligesom man måske også selv opfinder nye forventninger til sig selv. En situation som ikke nødvendigvis er ideel og befordrende for et ganske ungt menneske!

Og så er der mit mantra om, at der skal være noget at se frem tid. Noget at glæde sig til. Noget at stræbe efter. For lur mig, om ikke enkelte ryttere kunne ”risikere” at vinde DM flere eller ligefrem mange år i træk i børneklasserne. Måske fordi de var tidligt udviklede. Måske fordi de tidligt havde næse for tingene. Eller slet og ret måske fordi de havde øvet sig i lidt længere tid end de andre.

Uanset årsagen kunne det jo godt være, at drømmen om at køre i Dannebrogstrøjen blev lidt mindre stærk, hvis det var noget, rytteren allerede havde oplevet som 13-årig. Og lad mig lige understrege, at jeg ikke siger, at vi ikke skal kåre en lands- eller en danmarksmester i alle klasser. Jeg siger bare, at der efter min mening kun skal følge et trøjesymbol med for ryttere i U19-, U23- og eliteklasserne. De klasser hvor vi i parentes bemærket også møder et krav fra UCI´s side, i forhold til at rytterne skal køre i Dannebrog i UCI-klassificerede løb.

Og så var der det med det unikke perspektiv. I min optik er Dannebrogstrøjen kun unik, hvis ikke den kører rundt i talrige eksemplarer. Hvilket ikke ligefrem er tilfældet, hvis den uddeles ”fra vugge til grav” i alle fem discipliner og herunder i alle underdiscipliner. For så er der altså pludselig ret mange eksemplarer af den trøje i omløb!

Mit forslag til udvalgsformændene blev taget rigtig godt imod. Ja, faktisk var der flere udvalg, der allerede havde fået idéen selv, da jeg henvendte mig! Ingen slinger i valsen. Bred enighed. Sådan skal det være og det blev med det samme vedtaget i bestyrelsen og implementeret på banen og nu også i alle andre discipliner, dog ikke for Master på landevej som i år også tildeles DM trøjen som eneste uofficielle DM-disciplin.

Kampen om at få lov til at køre i Dannebrogstrøjen er noget, rytterne skal have mulighed for at glæde sig til igennem en hel ungdom Et pejlemærke!

Dannebrogstrøjen skal være noget, man vender sig om efter! Noget ganske særligt!

 

Af Morten Bennekou, elitechef Danmarks Cykle Union