Danmarks Cykle Union søger i samarbejde med Team Danmark (TD) en deltidsansat landstræner til DCU’s pige/-kvindesatsning for banedisciplin. Pige-/kvindesatsningen er finansieret af Team Danmark via midler fra Salling Fondene.

Vi søger

En god menneskekender med evnen til at motivere og inspirere rytterne og samtidig i besiddelse af evnen til at aflæse fysiske og psykiske faktorer, der påvirker både teams og de enkelte rytteres præstationer. Gennemslagskraft og evnen til at træffe nødvendige beslutninger er ligeledes en forudsætning.

Kvalifikationer

  • Du brænder for at arbejde med sportslig og personlig udvikling af eliteryttere på højeste internationale niveau
  • Du har erfaring med banecykling på højeste internationale niveau
  • Du har kompetence til at træne og udvikle talenter og eliteryttere på højeste internationale niveau
  • Du har grundlæggende viden om fysisk og mental træning

 Vi tilbyder

Mulighed for at blive omdrejningspunktet for et af de mest spændende udviklingsprojekter i dansk idræt. DCU’s pige-/kvindesatsning for bane har et overordnet OL-perspektiv med henblik på OL i Tokyo 2020 og særligt OL 2024. Det er målsætningen, at der sker en kraftig fremgang i antallet af piger og kvinder, der kører bane, samtidig med at der sker en udvikling af niveauet i en tidligere alder, og markant flere ryttere får eliteniveau.

De overordnede målsætninger for projektet er at 

  • fastholde og videreudvikle elitemiljø for piger og kvinder
  • sikre en stærk overgang fra talent til elite
  • skabe et decideret og fokuseret projekt for pige- og kvindecykling på bane i OL-disciplinerne parløb, omnium og holdløb

Landstræneren refererer til cheflandstræneren for banecykling. Stillingen er en deltidsstilling. Løn forhandles individuelt. Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet og frihed til at planlægge hverdagen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning på mail til job@slet-dette.dcu-cykling.dk senest den 16. april 2018.

Eventuelle spørgsmål i forbindelse med stillingen rettes til administrations- og elitechef Jens-Erik Majlund, jem@slet-dette.dcu-cykling.dk eller tlf. 21 45 58 29