Søndag den 3. Oktober blev finalen i de tre danske landevejs cups kørt og Køge Cykel Ring havde lagt op til en dag med cykelløb på øverste niveau.

De tre Cups, hhv. Uno-X Cup, Ladies Cup og Demin Cup benævnes ofte som Superligaen indenfor danske cykelløb, hvorfor de naturligt tiltrækker toppen af dansk cykling. Således var det også tilfældet da vinderne i de tre cups skulle findes på vejene i og omkring Faxe. Publikum og borgere i såvel Faxe som de omkringliggende byer kunne således opleve de stærke danske Herre Elite, kvinde Elite og Herre junior ryttere kæmpe om de eftertragtede titler og podieplaceringer.
I et tæt samarbejde med Faxe Kommune, Faxe Erhvervsforening og Faxe-Orup EL-installation, havde Køge Cykel Ring i den grad lavet cykelløb der satte et fornemt punktum for dette års Cups. Med en flot kulisse for løbene, var opløb og mål på torvet midt i Faxe by, hvor byen i den grad bakkede op om arrangementet,
Ruterne var sikre, ensrettede og med flot Politimæssig opbakning. Så rytterne kunne koncentrere sig om at køre cykelløb og de deltagende ryttere kvitterede med at levere cykelløb i topklasse, på denne efterårs søndag.

Den store finale var naturligvis Herre A klassens finale i Demin Cuppen.
Her blev resultaterne som følger:
Demin Cup - dagens podie:
1 Rasmus Bøgh Wallin (Team CO:PLAY Giant)
2 Emil Toudal (BHS - PL Beton Bornholm)
3 Mathias Bundsgaard Matz (Team CO:PLAY Giant)

Det samlede resultat i Demin Cup 2021:
1 Alexander Salby (Team ColoQuick)
2 Rasmus Søjberg Pedersen (Team O. B. Wiik - Dan Stillads)
3 Magnus Bak Klaris (Team CO:PLAY Giant)

I dagens afdeling og finale af Uno-X Cup gik de unge junior ryttere i den grad også til stålet, hvilket gav disse resultater.
Uno-X Cup – dagens podie:
1 Theodor Storm (Roskilde Cykle Ring)
2 Phillip Mathiesen (Team ABC Junior)
3 Anders Vos Sørensen (Team Mascot WorkWear)

Det samlede resultat i Uno-X Cup 2021:
1 Simon Dalby (Team Mascot WorkWear)
2 Henrik Breiner Pedersen (Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior)
3 Noah Borgen Morell (Team Fri BikeShop - Zealand Cycling Junior)

I Ladies Cup har konkurrencen har været hård, men i den sidste ende blev det Marita Jensen, der dels tog dagens sejr men også den samlede sejr i Ladies Cup, så på denne måde cementerer Marita Jensen at hun er en af de stærkeste kvinderyttere for øjeblikket. Værd er det dog at bemærke at Solbjørg Minke Anderson, der kommer på tredjepladsen, er første års junior, men med hendes resultat tegner der sig en spændende fremtid for den unge kvinderytter.

Podiet Ladies Cup:
1 Marita Jensen (Team ABC Dame Elite)
2 Betina Cramer (Greve Cykle Club)
3 Solbjørk Minke Anderson (Team RYTGER powered by CYKELTØJ ONLINE)

Det samlede resultat i Ladies Cup 2021:
1 Marita Jensen (Team ABC Dame Elite)
2 Betina Cramer (Greve Cykle Club)
3 Mia Sofie Rützou (Cykling Odense)

De frivillige fortæller:
For at gennemføre et sådant arrangement krævede det intet mindre end 160 hjælpere. Køge Cykel Ring giver fortæller her deres egen historie om løbet.
Søndag d. 3. oktober, startede tidligt for Køge Cykel Ring. Kl. 5.30 mødtes vi på Faxe Torv for at gøre klar til dagens store begivenhed DEMIN, LADIES og UNO-X CUP. To års planlægning skulle nu stå sin prøve.
Faktisk havde vi været i gang flere dage med udlægning af skilte, opsætning af scene, målportal og hegn + mange andre ting – heldigvis med god hjælp af Faxe Kommune – uden dem, havde vi ikke kunnet stable så stort et arrangement på benene.
Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side blev det en fantastisk dag for klubben, hvor det store arbejde heldigvis udmøntede sig i spændende og sikre løb. På dagen var vi 160 personer i gang, hvor en stor del var trafik officials, hjemmeværn, politi og flagposter.
Med scenen placeret centralt på torvet fik vi både præsenteret alle rytterne til de tre CUP’s og vi fik fejret alle vinderne – både i B/U rækkerne og hos eliten. Vi havde endda besøg af Faxe’s borgmester der både bød velkommen, og uddelte præmier og blomster til de vindende ryttere.
Løbene blev så hårde som forventet, ikke mindst grundet regn og kraftige vindstød. Der skete stor udskilning, og det var en utaknemmelig rute, for med de mange sving var feltet hurtigt ude af syne, hvis man først havde tabt nogle meter. Løbet kunne ikke helt måle sig i hårdhed med Paris-Roubaix, men det var alligevel både trætte og beskidte ryttere der kom i mål.
Efter alle vinderne var blevet fejret på bedste vis, stod den på oprydning og nedpakning. Når telte, bannere, 600 meter hegn og 700 skilte skal pilles ned, kræves der mange hænder.
Heldigvis blev der taget godt fat så vi, sent om aftenen, kunne gøre status over en vellykket dag. 

Foto: @Hestkjaer