Glasgows BMX Centre afholder første og anden runde af World Cuppen den 28.-29. maj. Det danske hold er sat, og med en flot start på sæsonen er rytterne klar til at gøre deres til at sikre gode resultater.
Landstræner Klaus Bøgh Andresen har udtaget fem ryttere, der skal kæmpe om medaljerne:
Magnus Dyhre (U23)
Marcus Leth (U23)
Jakob Sardag (U23)
Dorte Balle (Elite Women)
Malene Kejlstrup (U23)

Det er et rutineret hold, der drager af sted mod det skotske, hvor taktik, styrke og teknik skal gå op i en højere enhed. Magnus Dyhre fører rangeringen i Europa Cuppen efter fire guldmedaljer og ligger nummer ét på verdensranglisten for U23. Hans tider er så gode, at han også blander sig med de bedste i eliten.

"Jeg er spændt på at se, hvordan niveauet er i World Cuppen, men jeg forventer, at han er med fremme ved finalerne," siger landstræner Klaus Bøgh Andresen.

Efter en længere skadespause er Jakob Sardag også tilbage i form og blev på imponerende vis nummer tre og fire i sidste weekends Europa Cup i Ravels. Det bliver Sardags debut i World Cup-serien.
Sardag er dog ikke den eneste, der debuterer i Glasgow. Marcus Leth er et forholdsvist ubeskrevet blad, som havde sin første internationale finale i Ravels sidste weekend i Junior Men. Han har udviklet sig meget over det sidste stykke tid, og World Cuppen er en mulighed for at fortsætte den gode udvikling.

Mændene er ikke alene om at levere resultater på BMX-banen. Trods en håndskade er Malene Kejlstrup tilbage - stærk og fuld af selvtillid. I Ravels snuppede Kejlstrup guldmedaljen i begge runder foran blandt andre VM-sølvvinderen fra sidste år. Dorte Balle ligger pt. nummer 15 på verdensranglisten og har været i tre ud af fire finaler i Europa Cuppen i år, hvoraf to udmøntede sig i podieplaceringer.

"Ingen tvivl om, at de kan gøre det godt i Glasgow, men jeg forventer generelt et højt niveau hos kvinderne," udtaler landstræner Klaus Bøgh Andresen.

Der er således gode muligheder for flotte præstationer og resultater i Glasgow.