Tre dage og tre medaljer. Amalie Dideriksen gjorde det - igen. Med en uimodståelig fighterindsats i pointløbet hentede hun VM-sølv i omnium, selvom alle danske cykelfans blev holdt på pinebænken til det sidste - og selvom duften af metal syntes langt væk undervejs.

Fredag beviste Amalie Dideriksen endnu en gang, at hun er en af verdens bedste cykelryttere og i besiddelse af en helt enestående fysisk og mental styrke. Men det begyndte ikke godt.

Et dramatisk uheld i åbningsdisciplinen scratch, hvor en kommissær blev ramt af en rytter og måtte hastes til hospitalet i helikopter, gjorde et i forvejen nervøst felt mere anspændt, og i det ujævne og fysisk hårdt kørte løb, fandt Dideriksen aldrig rigtig en position i feltet og måtte nøjes med en beskeden 12.-plads.

Tempoløbet tegnede derimod godt, og da den danske stjerne fik slået et solidt hul til feltet med japanske Kajihara på hjul, så det ud til, at de sammen kunne hente mange point - men japanerens taktiske forståelse svigtede fuldstændig, og kort efter blev både hun og Dideriksen hentet. Alligevel havde danskeren samlet point nok til at avancere til 7.-pladsen.

I udskilningsløbet, som er en af Amalie Dideriksens stærkeste discipliner, blev det til en fornem 4.-plads - og dermed en delt 6.-plads i den samlede stilling - men med 16 point op til medaljerne, så en podieplads ud til at være så godt som umulig at nå, da det ville kræve, at Dideriksen hentede en omgang på feltet i det afsluttende pointløb.

Og så. Igen. Med en helt utrolig kølighed og et imponerende overblik skabte Amalie Dideriksen sammen med tyske Gudrun Stock et afgørende hul til feltet - og efter en næsten endeløs kamp mod et jagtende felt, fik Dideriksen taget den medaljegivende omgang. Og da hun undervejs også sikrede spurtpoint, rakte det hele til den smukke sølvmedalje.

Se Dideriksen vinde VM-sølv på TV2 Sport her

VM er blevet en enorm medaljefest, og selvom forhåbningerne var store til den danske verdensklassetrup inden afrejsen til Holland, turde ingen drømme om så overvældende succes - men vi håber, det fortsætter lørdag og søndag.

Her er resten af VM-programmet:

Lørdag
Herrernes omnium: Niklas Larsen
Kvindernes Madison (parløb): Trine Schmidt og Amalie Dideriksen

Søndag
Herrernes Madison (parløb): Niklas Larsen og Casper Folsach
Kvindernes pointløb: Trine Schmidt