Torsdag den 23. juni blev de nye danmarksmestre fundet i Aalborg.Kulissen var fantastisk: solen skinnede fra en skyfri himmel og publikum var i festhumør da rytterne kæmpede mod uret. Det hele kulminerede i et historisk enkeltstartsdrama for eliteherrerne med neglebideri til sidste sekund.

Dagens første danmarksmester blev Olympia Bianca Norrid-Mortensen (Holte MTB Klub), der snuppede guldet.

Podiet i dame junior:
Olympia Bianca Norrid-Mortensen (Holte MTB Klub)
Solbjørk Minke Anderson (Team RYTGER powered by Carl Ras.)
Ida Mechlenborg Krum (Team Nyt Syn powered by Fialla)

Mens damernes podieceremoni var undervejs var juniorherrerne allerede sendt af sted. Her blev Kristian Egholm (Team NPV – Carl Ras, Roskilde Junior) dagens anden danmarksmester.

Podiet i herre junior:
Kristian Egholm (Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior)
Henrik Breiner Pedersen (Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior)
Carl Emil Just Pedersen (Herning Cykle Klub)

Elitekvindernes DM var ikke noget, der fik cykelentusiasten til at rykke frem i sofaen, da Emma Norsgaard Bjerg (Movistar Team Women) kunne kalde sig danmarksmester i enkeltstart endnu en gang med over et minut ned til Julie Leth (Uno-X Pro Cycling Team).

Podiet i dame elite:
Emma Cecilie Norsgaard Bjerg (Movistar Team Women)
Julie Leth (Uno-X Pro Cycling Team)
Trine Andersen (Holstebro Cycleclub af 1960)

Hos eliteherrerne blev det til et historisk drama, der fik de fremmødte tilskuere til at holde vejret. Mattias Skjelmose Jensen (Trek-Segafredo) kørte en enormt hurtig tid hjem, og det så længe ud, som om han kunne blive den nye danmarksmester i enkeltstart. Mads Pedersen (Trek-Segafredo), Magnus Cort Nielsen (EF Education-EasyPost) og Mathias Norsgaard Jørgensen (Movistar Team) kæmpede en brav kamp for at slå Skjelmoses fantastiske tid. Dramaet blev større, da Magnus Cort kom i mål i nøjagtig samme tid som Skjelmose, og det kom derfor til at handle om hundrededele. Til sidst blev det dog Mathias Norsgaard, der kunne indtage det øverste podietrin og kalde sig danmarksmester. Der blev vel nærmest skrevet historie, da Norsgaard-søskendeparret dermed begge blev iklædt den rød-hvide trøje.

Podiet i herre elite:
Mathias Norsgaard Jørgensen (Movistar Team)
Magnus Cort Nielsen (EF Education-EasyPost)
Mattias Skjelmose Jensen (Trek-Segafredo)

Weekenden byder på følgende danmarksmesterskaber:
Lørdag d. 25. juni:   MTB XCO (Olympisk distance)
Søndag d. 26. juni:  MTB Short Track
Søndag d. 26. juni:  Landevej linjeløb

Se meget mere om DM i cykling på DETTE LINK