Det blev endnu en stor dag for dansk cykelsport, da Mikkel Bjerg gentog bedriften fra Bergen og blev U23-verdensmester i enkeltstart, mens Mathias Norsgaard kørte en bronzemedalje hjem.

Der var tre - uhyre velforberedte - danskere til start i U23-herrernes VM i enkeltstart. To sluttede på podiet, og kun uheld betød, at ikke også Johan Price-Pejtersen var at finde i resultatlistens absolutte top.

Price-Pejtersen var første dansker på den 27,8 kilometer lange, kuperede rute med mål midt i Innsbruck. Efter et stærkt udlæg skred cyklen desværre ud under ham i et venstresving, og efter turen i asfalten fandt han aldrig ind i rytmen igen.

Norsgaard lagde ligeledes stærkt ud og var hurtigst ved første mellemtid - og den tid fik lov at stå, indtil Mikkel Bjerg kom buldrende og gjorde det klart, at det ville blive en god dansk eftermiddag.

Facit blev, at kun Brent van Moer formåede at blande sig i den danske fest, da belgieren snuppede sølvet med knap fem sekunder ned til Norsgaard, men det ændrede ikke på, at Innsbruck var dansk for en dag efter tre imponerende præstationer af U23-herrerne.