I weekenden køres de næste to afdelinger af World Cuppen i BMX, og efter en forrygende World Cup i Glasgow er der store ambitioner for det kommende stævne i Papendal, Holland.

Sæsonen er begyndt med en masse flotte placeringer til det danske landshold, og der er derfor grund til at tro på, at den gode stime fortsætter i Holland.

"Vi stiller med et rigtig stærkt hold, som er inde i en god periode. Det er til gengæld en rigtig stor udgave af World Cuppen. På tværs af klasserne er der 281 på entry-listen, så der er ingen tvivl om, at niveauet bliver højt. Papendal er en mere high speed track, hvor Glasgow var meget teknisk. Men det ændrer ikke på, at jeg tror på, at vi har, hvad der skal til i alle kategorier til at være med, hvor det er sjovt," fortæller landstræner Klaus Bøgh Andresen.

Holdet består denne gang af:
U23 kvinder:
Malene Kejlstrup - Randers BMX

U23 herrer:
Magnus Dyhre - Taulov BMX
Jakob Sardag - Roskilde BMX

Elite kvinder:
Dorte Balle - Limfjord BMX

Malene Kejlstrup vandt den ene afdeling af World Cuppen i Glasgow og fører lige nu verdensranglisten for U23 kvinder. Hun kommer derudover med en anden- og en førsteplads fra European Cuppen i Kampen. I European Cuppen fører hun også samlet set. Det er altså nogle vilde resultater, som Kejlstrup har rystet ud af ærmet, og derfor er der naturligvis store forventninger til de to afdelinger i Papendal.
"Jeg går ind til en World Cup, som jeg selvfølgelig gerne vil vinde. Jeg har bevist, at jeg har niveauet til det og kan levere, når det gælder på flere måder. Samtidig er det også med respekt for mine konkurrenter, da det er et nyt løb på en ny bane. Jeg kan rigtig godt lide Papendal-banen, så jeg ser frem til at komme i gang med de næste to World Cups," udtaler Malene Kejlstrup.

Også herrerne har vist gode takter i løbet af sæsonen. Både Magnus Dyhre og Jakob Sardag nåede semifinalen i første afdeling og finalen i anden afdeling i Glasgow. Dyhre kommer ydermere fra European Cuppen i Kampen med en første- og en andenplads og fører både European Cuppen og verdensranglisten for U23 herrer. I World Cuppen ligger han lige nu nummer seks på ranglisten.

Jakob Sardag snuppede en femte- og en tredjeplads i European Cuppen i Kampen. Han er nummer ni i World Cuppen og ligger nummer tre på verdensranglisten.
Dorte Balle ramte ikke helt sit ellers tårnhøje niveau i Glasgow, men i Kampen fik hun både en syvende- og en tredjeplads og ligger nummer tretten på verdensranglisten. Der er derfor forhåbninger om en bedre weekend med World Cuppens næste to afdelinger.