Verdensmesterskaberne i mountainbike blev lidt en blandet omgang for de danske ryttere. Uheld spillede også ind, men samlet blev det til en dansk medalje.

“Det har ikke været vores bedste VM, men heller ikke vores dårligste,” lyder vurderingen fra den danske MTB-landstræner Mads Bødker.

Det blev til en dansk medalje, da Simon Andreassen vandt bronzemedalje i E-MTB disciplinen om onsdagen, mens stafet-holdet hentede en niendeplads.

“Det var en meget speciel XCO-rute på 3,4 kilometer og næsten 200 højdemeter, så det var op og ned hele tiden, og derfor gav det meget store tidsforskelle.”

Torsdag var juniorerne i ilden, hvor de var ramt af uheld. Det blev dog til en flot femteplads, som det bedste danske juniorresultat.

“Vores juniorer var uheldige. Tobias Lillelund var uheldig med sit udstyr. Oliver kører en rigtig flot femteplads og med lidt færre uheld, kunne en af dem måske have været på podiet. Det vigtigste er, at de får kørt et godt løb og får gennemført.”

“Normalt bliver måske 10% taget ud af løbet, men med denne rute, var det omkring 50% eller måske mere, som blev taget ud på grund af 80% reglen. Det viser lidt om, hvor krævende ruten var.”

I U23-klassen havde de danske ryttere det svært, og landstræneren tror, at de har fået lidt af et “wake up call”. 

“U23-rytterne kæmper lidt med det i øjeblikket. Jeg tror, at de har fået lidt af et wake up call. Så de må hjem og træne for at stå endnu skarpere til næste år. Det er ikke, fordi de ikke har potentialet, men den her corona-pause har ikke gjort noget godt for rytterne. De har haft svært ved at overskue om sæsonen blev til noget.”

Hos eliten kørte Malene Degn et super flot løb, mens Annika Langvad valgte at sætte cykelskoene på hylden og indstille en fantastisk flot karriere.

“Malene kører en rigtig flot 12. plads hjem. Det er hendes bedste elite placering i et XCO-løb. Hun kører et fornuftigt veldisponeret løb. Det er fuldt godkendt,” roser landstræneren.

Hos herrerne var Sebastian Fini og World Cup-vinderen Simon Andreassen til start.

“Jeg er stadigvæk enorm ærgerlig på Sebastians vegne, over at han skulle knække en kæde. Han startede perfekt og det så rigtig rigtig godt ud. Han knækker kæden og mister to minutter på anden omgang. Samtlige omgange han kører herefter lægger han blandt de 10 bedste, og det er vel og mærke, hvor han kører solo og skal overhale andre ryttere samt bliver bremset,” fastslår landstræneren om Sebastian Finis 22. plads.

“Hvis man tager de to minutter fra, som han mistede på anden omgang, så var han faktisk blevet nummer syv - og måske hvis han havde været med i førergruppen og kunne have brugt kræfterne anderledes, så kunne det måske være blevet til top fem. Så det er enorm ærgerligt og skuffende for ham, at han ikke fik mere ud af sin fantastiske præstation.”

Simon Andreassen startede også godt ud, men han mistede pusten efter de første par omgange.

“Der har simpelthen været så meget om ørene på ham. Det har været et hårdt program med DM, Short Track, to World Cups i Nove Mesto og VM. Efter den sejr i World Cuppen har alle ville have haft fat i ham og han har skulle forhandle kontrakt,” slutter Mads Bødker.

Det danske landshold tager nu videre til EM i Schweiz, som afvikles fra den 15. til den 18. oktober. Truppen bliver dog udvidet med en ekstra juniorrytter i form af Rasmus Ulrik Niekrenz.

 

Onsdag den 7. oktober 2020

Holdstafet VM

1 Frankrig 1.27.34

2 Italien 1.35

3 Schweiz 2.06

..

9 Danmark 6.47

Danske deltagere: Sebastian Fini (Herre Elite), Malene Degn (Dame Elite), Markus Heuer (U23 herre), Sofie Heby Pedersen (U23 dame), Tobias Lillelund (Herre Junior)

Herrernes E-MTB VM

1 Thomas Pidcock - Storbritannien 1.01.41

2 Jerome Gilloux - Frankrig 0.35

3 Simon Andreassen - Danmark 0.49


Torsdag den 8. oktober 2020

Junior kvindernes XCO VM

1 Mona Mitterwallner - Østrig 1.15.55

2 Luisa Daubermann - Tyskland 1.56

3 Aneta Novotna - Tjekkiet 2.36

..

41 Klara Sofie Hansen - Danmark


Junior herrernes  XCO VM

1 Lennart-Jan Krayer - Tyskland 1.16.39

2 Janis Baumann - Schweiz 0.40

3 Luca Martin - Frankrig 1.24

..

5 Oliver Vedersø - Danmark 4.28

28 Tobias Lillelund - Danmark 11.37

46 Julius Gorm Hansen - Danmark

 

Fredag den 9. oktober 2020

U23-herrernes XCO VM

1 Thomas Pidcock - Storbritannien 1.08.15

2 Christopher Blevins - USA 1.52

3 Joel Roth - Schweiz 3.05

..

28 Alexander Young Andersen - Danmark 10.26

42 Markus Kaad Heuer - Danmark

43 Victor Philipsen - Danmark

 

Lørdag den 10. oktober 2020

U23-kvindernes XCO VM

1 Loana Lecomte - Frankrig 1.13.34

2 Kata Vas - Ungarn 1.11

3 Carmen Alvarado - Holland 2.42

..

28 Sofie Heby Pedersen


Kvindernes XCO VM

1 Pauline Ferrand Prevot - Frankrig 1.27.33

2 Eva Lechner - Italien 3.01

3 Rebecca McConnell  - Australien 3.01

..

12 Malene Degn - Danmark 7.49


Herrernes XCO VM

1 Jordan Sarrou - Frankrig 1.25.37

2 Mathias Fluekiger - Schweiz 0.45

3 Titoua Carod - Frankrig 0.55

..

22 Sebastian Fini - Danmark 4.27

32 Simon Andreassen - Danmark 6.45