Samarbejdet mellem DIF og DGI tager fart i disse år, og nu bliver det snart muligt for klubber at søge en ny foreningspulje om midler til idrætsmateriel.

Gør I en særlig indsats for at få flere medlemmer, og har I lyst til at prøve at komme ud til helt nye målgrupper, afprøve nye idrætsinitiativer eller udvikle klubben og tilegne jer nye kompetencer - så er der økonomisk hjælp på vej. 

DIF og DGI administrerer som noget nyt en foreningspulje, som hvert år skal sende 45 millioner kroner til lokale foreninger organiseret i DIF eller DGI - herunder altså også klubber under Danmarks Cykle Union. Midlerne vil gå til initiativer, som er med til at sikre idrætsforeningernes daglige virke, og som understøtter, at flere danskere skal være medlem af en idrætsforening. 

De nærmere kriterier er i øjeblikket ved at blive fastlagt, og det forventes, at foreningerne kan ansøge fra medio april. Ansøgningsprocessen kommer til at foregå via Centralt ForeningsRegister (CFR - www.medlemstal.dk), og alle foreninger vil modtage yderlige information om puljen direkte fra CFR.

Ved behandlingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på, at midlerne skal ud at virke i mange foreninger i hele landet, og selvom der går nogle måneder, før det er muligt at ansøge, så er det en god idé allerede nu at overveje, hvilke initiativer der kan hjælpe jeres klub til at udvikle sig.

’DIF og DGI’s foreningspulje’ afløser loven om automatmidler.