Danmarks Cykle Union (DCU), Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil gerne indledningsvis kvittere for muligheden for at afgive høringssvar på indstillingen om en fredning af Aarhus Cykelbane og de omkringliggende bygninger og arealer jf. høringsbrev af 2. juli 2020.

Det fremgår blandt andet af høringsbrevet, at baggrunden for indstilling til fredning er:
• At cykelbanen og de omkringliggende faciliteter har de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning.
• At Aarhus Cykelbane er en vigtig repræsentant for et sportsstadion fra 1940’erne og 1950’erne og for en sportsgren, der både har bred appel, og hvor Danmark har markeret sig internationalt.
• At Aarhus Cyklebane er den eneste ældre bane, der i dag er bevaret i Danmark og at den er tegnet af periodens førende konstruktør inden for cykelbaner, tyskeren Clemens Schürmann, hvilket antyder dansk cykelsports forbindelse med det internationale cykelmiljø.

DCU, Team Danmark og DIF er enige i og anerkender de historiske betragtninger om Aarhus Cykelbane og de store sportslige bedrifter i 1940’erne, 1950’erne og reelt helt ind i 1980´erne. Der er gennem årene udklækket mange store cykelnavne fra cykelbanen i Aarhus og cykelbanen har haft stor kulturel og sportslig værdi for byen. Hvorvidt banens udformning samt tribune, ryttergård mv. er arkitektonisk bevaringsværdige kan diskuteres og vil være et spørgsmål om personlig betragtning og perspektiv.
Faktuelt og set ud fra et sportsligt og samfundsmæssigt udviklingsperspektiv er banen og de omliggende bygninger både nedslidte og langt fra tidssvarende, og de minder netop om den svundne tid tilbage fra midten af det 20. århundrede.

Vi er i dag i det 21. århundrede og cykelsporten har ligesom det øvrige samfund ændret sig radikalt. Sammenlignet med nutiden er der stor forskel på den banesport, der blev dyrket for 70 år siden. Når danske baneryttere i dag skal træne eller konkurrere om medaljer ved store mesterskaber, foregår det på en overdækket indendørs bane bygget op i træ og med en længde på 250 m. Nutidens krav til en moderne cykelbane er altså meget langt fra Aarhus Cykelbane, der måler 333,3 meter, er bygget i cement og uden overbygning. Banens nuværende længde betyder også at hældningerne i svingene og længden på langsiderne er anderledes. Derudover er banesporten i dag fortrinsvis en vintersport og det betyder i praksis, at hovedparten af alle konkurrencer og øvrige aktiviteter primært afholdes i efterårs- og vinterperioden, hvor det på grund af vejret ikke er muligt at køre på en udendørs bane i Danmark.

Aarhus Cykelbane er med andre ord tæt på at være uanvendelig i en nutidig kontekst og kan ikke bruges til træning/konkurrence på nationalt såvel som internationalt niveau. Der bliver afholdt enkelte foreningsaktiviteter på banen, men disse er mere karakteriseret af, at der findes en meget engageret gruppe frivillige omkring Aarhus Cykelbane, som forsøger at holde liv i banesporten i Aarhus. Der er lokalt i Aarhus en interesse for at opgradere Aarhus Cykelbane og dermed skabe grundlag for moderne banecykling på et højt internationalt niveau, sådan som ambitionen med Aarhus Cykelbane oprindeligt var.

Det vil kræve en fuldstændig ombygning af Aarhus Cykelbane i henhold til internationale krav og forventninger, hvis man vil skabe et grundlag for at genetablere det cykelmiljø, der blomstrede i det 20. århundrede, men som stille og roligt er i opløsning på grund af de utidssvarende faciliteter. Der henvises endvidere i høringsbrevet til:
• At det Særlige Bygningssyn ser Aarhus Cyklebane som en del af Aarhus Idrætspark og opfordrer Slots- og Kulturstyrelsen til at gå i dialog med Aarhus Kommune om både den fremtidige udvikling og bevaring af Aarhus Cyklebane og Idrætsparken som helhed, i det store byudviklingsprojekt, som har fællesbetegnelsen Kongelunden. Det er Bygningssynets opfattelse, at cykelbanens historie med opførelsen i 1940, udvidelsen i 1954 og ombygningen efter brand i 1980 viser, at anlægget har flere historiske lag og kan udgøre en vigtig ressource i den fremtidige udvikling.

DCU, Team Danmark og DIF er meget bekymrede for, at en fredning af Aarhus Cykelbane på sigt vil gøre, at Aarhus Kommune og dansk idræt står med et ubrugeligt arkitektoniske monument fremfor en idrætsfacilitet fyldt med aktivitet, glæde og et fremtidigt udviklingspotentiale. En fredning vil betyde, at banecykling og idrætslivet omkring en moderne cykelfacilitet i Aarhus ikke kan udvikle sig og dermed er det svært at se, hvordan en fredning af Aarhus Cykelbane kan og skal skabe værdi til projektet Kongelunden, til det aarhusianske idrætsliv eller til det danske idrætsliv generelt.
DCU, Team Danmark og DIF er meget enige i, at Aarhus Cykelbane skal indtænkes som en central del af Idrætsparken og Kongelundsprojektet. Der er et stort behov for at etablere en tidssvarende facilitet til banecykling i Vestdanmark, idet der kun findes tidssvarende faciliteter til banecykling i Ballerup og Odense. Derfor står man med en unik mulighed for med afsæt i Kongelundsprojektet at genskabe en facilitet og et cykelmiljø i Aarhus af meget høj kvalitet, hvor cykelryttere i alle aldre og på alle niveauer vil kunne udvikle sig sportsligt og menneskeligt.
Aarhus Cykelbane bør være et sted, hvor der er tænkt fremad og ikke tilbage, hvor lokale og nationale aktører arbejder for en helhedsløsning, hvor både tilskuere, breddeidrætten og eliteatleter på højeste niveau skal have adgang til moderne faciliteter. Vi skal hylde historien og traditionerne ved at tænke i udvikling fremfor at efterlade et ubrugeligt monument med mange gode minder. Vi skal med respekt for den historiske og kulturelle værdi genopbygge Aarhus Cykelbane og et inspirerende cykelmiljø, der bidrager til Aarhus og til hele Danmark.
Danmark er et cykelland, som der også henvises til i høringsbrevet, og det skal vi værne om ved at skabe muligheder fremfor begrænsninger. Vi skal skabe grundlaget for en fremtidig udvikling af banecykling i Aarhus og dermed bevare den historiske tradition for cykelsport i Aarhus, som igennem mange år har rakt ud til hele Danmark, med højt internationalt niveau.

Kommentar til rapporten ”Aarhus Cykelbane – Bevaringsværdig & potentialer"
DCU, Team Danmark og DIF anerkender til fulde den historiske og kulturelle værdi af Aarhus Cykelbane, som den er beskrevet i rapporten ”Aarhus Cykelbane - bevaringsværdig og potentialer”, men derudover er det svært at se, hvordan rapporten bidrager til en realistisk og bæredygtig udvikling af cykelsporten i Aarhus.
DCU, Team Danmark og DIF hæfter sig ved, at rapporten foreslår, at der etableres en helt ny cykelarena og at der flyttes rundt på en række andre faciliteter for at give plads til en fredning. De konkrete forslag er i midlertidig ikke afdækket nærmere herunder hverken de økonomiske eller miljømæssige konsekvenser, de fredningsmæssige begrænsninger osv. Rapporten rejser flere spørgsmål end den giver svar og det kan være svært at se realismen og fornuften i de konkrete forslag. Dertil kommer, at mange af de eventorienterede aktiviteter, der foreslåes afholdt på en fredet cykelbane, kan foregå i enhver som helst anden park og i øvrigt ikke bidrager til udviklingen af cykelsporten i området, hvilket heller ikke taler for en fredning af Aarhus Cykelbane.
DCU, Team Danmark og DIF ser en meget stor risiko for, at en fredning af Aarhus Cykelbane vil medføre en afvikling af cykelsporten i området fremfor en videreudvikling af cykelsporten, og det vil ikke være i tråd med ambitionen om at videreføre Aarhus Cykelbanes historiske og kulturelle værdi.
DCU, Team Danmark og DIF foreslår i stedet, at der sættes fokus på at etablere en ny facilitet til banecykling på den eksisterende cykelbane, hvor man med respekt for fortidens bedrifter indtænker og indarbejder de historiske og kulturelle værdier – uden at man går på kompromis med kravene til en moderne cykelarena. På den måde kan man hylde den kulturhistoriske værdi samtidig med, at den bliver grundlag for en videreudvikling af cykelsporten over de næste mange år.

På baggrund af ovenstående betragtninger fraråder DCU, Team Danmark og DIF på det kraftigste at følge indstillingen om en fredning af Aarhus Cykelbane og de omkringliggende bygninger og arealer.

Med venlig hilsen
Martin Elleberg Petersen, Direktør Danmarks Cykle Union
Anders Voigt Tinning, Konsulent Team Danmark
Poul Broberg Chef for Public Affairs, DIF