Traditionen tro var den myteomspundne bane i Århus scene for årets DM i parløb og scratch - og mens de unge talenter igen løb med titlen i parløbet, var det en rutineret herre, der triumferede i scratch.

Helt som sidste år var det de unge spirende stjerner Julius Johansen og Oliver Wulff Frederiksen, der kontrollerede løbet og var stærkere end resten af feltet - parret sikrede sig titlen med 73 point, hvilket var syv point flere end Marc Hester og Niklas Larsen på andenpladsen. Lidt overraskende kørte de lokale håb Nils Lau Nyborg Broge og Jakob Frandsen sig ind på den sidste podieplads.

Både Oliver Wulff og Marc Hester, der i mange år har været en yndling blandt banefans, kunne rejse hjem med en guld- og en sølvmedalje i bagagen -  Hester var i scratch både hurtigere, snu og mere rutineret end de øvrige, og for første gang siden 2011 kunne han række armene over hovedet som dansk mester i scratch, da han henviste netop Wulff til andenpladsen. DM-bronzen gik til endnu et ungt stjernefrø - Frederik Wandahl.