19.-20. august afvikles EM i XCO for herrer og damer, og her lægger Olympiapark i München for første gang underlag til konkurrencer i mountainbike.

Banen i Olympiapark er konstrueret til lejligheden, og derfor ved landstræner Mads Bødker endnu ikke, hvad der venter rytterne. Ruteprofilen tyder dog på, at ruten passer godt til de fire danske ryttere:

Caroline Bohé (Ghost Factory Racing)
Malene Degn (Team KMC Orbea)
Simon Andreassen (Cannondale Factory Racing)
Sebastian Fini Carstensen (Team KMC Orbea)

”De tre mesterskaber har høj prioritet hos rytterne, så vi kan forvente at se dem præstere på højeste niveau. Om vi når sidste års EM-niveau, hvor Sebastian blev to og Simon fem, kan jeg ikke garantere,” udtaler landstræner Mads Bødker.

Sebastian Fini Carstensen har kæmpet med at ramme niveauet fra den første World Cup i Brasilien, hvor han blev nummer fire, men formen er på vej i den rigtige retning. Også for Simon Andreassen er formen på vej tilbage efter en skades- og sygdomsplaget sæson.

Caroline Bohé har vist et meget højt niveau i sin første sæson som eliterytter. Med to femtepladser i World Cuppen regnes hun blandt kandidaterne til podiepladserne. Malene Degn har også vist, at hun er en mesterskabsrytter.

"Jeg vil ikke blive overrasket, hvis hun leverer noget af det bedste, hun har gjort i år," siger landstræneren om Malene Degn.

For landsholdet er EM den første konkurrence i den sidste del af sæsonen, som tæller tre mesterskaber og en World Cup. Ugen efter EM er der VM i Les Gets, som efterfølges af World Cup-finalen. Til sidst sluttes sæsonen af med maraton-VM i Haderslev.

EM i mountainbike er en del af European Championships, som dækker en række forskellige sportsgrene. Der er blandt andet også EM i banecykling og landevejscykling.

Du kan læse mere om EM i XCO her: https://www.munich2022.com/en/mtb-cross-country