Selvom kalenderen siger forår, så var der ikke mange plusgrader i luften, da størsteparten af den hjemlige elite stillede til start søndag den 3. april, til første afdeling af de tre landevejs cups.

Tempodisciplinen enkeltstart, havde igen fået plads i Demin, Ladies og Uno-X Cup, da første afdeling blev afgjort. Ruten lå i området omkring Sandved - en lille by mellem Næstved og Skælskør. Over 300 ryttere blev sendt af sted på den 26 km lange rundstrækning på en forårsdag, hvor man måtte holde godt fast på kaffekoppen for ikke at fryse på fingrene.

Vinderen af Demin Cuppens første afdeling blev (ikke overraskende) Adam Holm Jørgensen fra BHS - PL Beton Bornholm, som i sidste uge viste sig flot frem ved U23 Gent-Wevelgem. Han kørte de 26 km i tiden 31:36:94 og kunne dermed stille sig øverst på podiet og iklæde sig førertrøjen. Anden- og tredjepladsen gik til henholdsvis Martin Toft Madsen (BHS - PL Beton Bornholm) og Mads Andersen (Team coloQuick).

Der havde hele dagen været snakken i krogene om regnvejr, og bedst som juniorrytterne var ude på ruten, kom den forventede skylle. Bygen passerede dog hurtigt, og rytterne kunne vende tilbage til kun at kæmpe mod tiden og modvinden.

Kristian Egholm fra Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior, kunne med tiden 32:42:70 indtage førstepladsen og førertrøjen i Uno-X Cuppen. Andenpladsen gik til Egholms holdkammerat Theodor Storm, mens tredjepladsen blev snuppet af Hugo Bruun Van Deurs (Herning CK Junior Biemme Danmark).

Mens juniorrytterne indtog podiet, var kvinderne i dagens Ladies Cup allerede sendt af sted. De kørte til, og sammenholdet mellem rytterne var til at mærke, da blomsterne skulle uddeles og podiepladserne fordeles. Til trods for det sene eftermiddagstidspunkt, hvor speakeren var begyndt at supplere dagens resultater med opdateringer fra Flandern Rundt, var første-, anden- og tredjepladsen privilegeret med et publikum bestående af støttende holdkammerater og forældre.

Førstepladsen gik til Mia Sofie Rützou fra Team Nyt Syn powered by Fialla i tiden 37:37:13, mens anden- og tredjepladsen gik til Anne Holm (Team ABC Dame Elite) og Laura Auberbach-Lind (Team RYTGER powered by Carl Ras Elite). Alle måtte med klaprende tænder træde op på podiet i det kolde cykeltøj og modtage den fortjente hæder.

2 afdeling af Demin Cup og Uno-X cup køres den 12. juni i Horsens.
Kvindernes Ladies Cup køres allerede 21. maj i Middelfart.