Det danske cyklecross-landshold har de seneste måneder for alvor været i arbejdstøjet som led i forberedelserne til VM i Bogense om lidt over en måned. Rytterne har netop afsluttet en træningssamling i Kalundborg, og landstræner Kim Petersen glæder sig over allerede nu at kunne sætte navn på de første danske VM-ryttere.

Cross-sæsonen er på sit højeste, og flere af de unge danske talenter har vist så højt niveau, at Kim Petersen allerede nu har udpeget dem til at køre i den rød-hvide nationaltrikot til årets helt store cykelbegivenhed på dansk grund – og landstræneren er meget tilfreds med at kunne give rytterne ro til at fokusere målrettet på VM:  

”Jeg må sige, at de unge ryttere har taget et skridt op i niveau i år, og dette afspejler sig også i den første lille udtagelse mod VM. Alle rytterne på listen er virkelig hurtige og har imponeret mig, og tanken med at udtage nu er selvfølgelig, at de kan planlægge træningen frem mod VM,” siger Kim Petersen.

Kim Petersen håber, at crosslandsholdet kan fortsætte den positive udvikling og de gode forberedelser helt frem til VM, og han glæder sig både over de sportslige fremskridt og den store interesse, som cyklecross har fået i Danmark. Han understreger, at der fortsat bliver arbejdet hårdt for at stille det stærkest mulige VM-hold, og forhåndsudtagelsen ændrer ikke på, at der også vil blive udtaget ryttere efter DM i januar:

”DM er stadig en rigtig god afslutning på muligheden for at kvalificere sig, og det er da også først efter DM, jeg forventer at sammensætte den store rytterliste, så der er stadig en stor gruppe af virkelig stærke ryttere, som jeg forventer at tage med til VM,” fastslår landstræneren.

Efter DM i cyklecross i Odense d.13.januar skal den endelige VM-trup på en fem-dages træningslejr, inden de er helt klar til VM i Bogense d. 2. og 3. februar.

De første ryttere, der er udtaget til den danske VM-trup, er:

U19-herrer
Joshua Amos Gudnitz, Team ABC Junior
Tobias Lund Andresen, Team Giant-Assos CX
Tobias Lillelund, Team Giant-Assos CX

U23-herrer
Andreas Lund Andresen, Team Giant-Assos CX

Følg cross-landholdets VM-forberedelser på 
Instagram
og
Facebook