Casper Folsach og Julius Johansen sørgede for endnu en gylden weekend, da de lørdag sikrede den fjerde danske World Cup-guldmedalje i træk i parløb.

Selvom det danske banelandshold var taget til London uden store forventninger, blev det igen en flot dansk World Cup-afdeling. For 4.000 meter-holdet, hvor de unge talenter Oliver Wulff og Matias Malmberg havde erstattet Rasmus Lund og Lasse Norman, rakte anstrengelserne til en overraskende fornem femteplads, og en småskadet Casper Folsach hentede en syvendeplads i omnium.

Men det var igen i parløbet, at de danske ryttere høstede den største succes - og dermed har de forskellige parkonstellationer gjort rent bord og vundet samtlige World Cup-afdelinger denne vinter. 

Folsach og Johansen forholdt sig afventende i den indledende fase af løbet, men i den sidste del af løbet satte det danske par for alvor feltet under pres. Folsach slog hul, og Johansen gjorde arbejdet færdigt, da han kørte op til feltet og både sikrede spurtpoint og en omgang - og til sidste sikrede de triumfen ved både at vinde tredjesidste og næstsidste spurt. Storbritannien og Spanien tog henholdsvis sølv og bronze.  Briterne tog sølv, mens spanierne tog bronzen for næsen af hollænderne.

Danmark fører årets World Cup helt suverænt med 2.000 point foran Storbritannien 1.725 point og Spanien med 1.280 point.