På søndagens kongres i Union Européenne de Cyclisme (UEC) blev Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen, udnævnt til vicepræsident, mens schweizeren Rocco Cattaneo blev valgt til præsident. Cattaneo har været fungerende præsident, siden David Lappartient blev valgt til UCI-præsident.

44 nationer deltog på kongressen i Istanbul, hvor der også blev valgt et Management Board, og det var på den nye bestyrelses første møde, at Henrik Jess Jensen blev udpeget som vicepræsident.

Den nye præsident, Cattaneo, takkede for tilliden og så frem til et endnu stærkere samarbejde med UCI under Lappartient og til at styrke udviklingen af cykelsporten i Europa.