Hos både kvinderne og herrerne er der store ambitioner for det kommende EM, hvor begge landshold vil køre med om medaljerne.

EM i landevejscykling finder sted fra 14.-21. august i München, hvor Danmark stiller til start med nogle af de største navne i dansk cykelsport. Cheflandstræner Anders Lund har for herrerne udtaget følgende ryttere:

Linjeløb (14. august):
Mads Pedersen (Trek-Segafredo)
Michael Mørkøv (Quick-Step Alpha Vinyl)
Mikkel Bjerg (UAE Team Emirates)
Mathias Norsgaard Jørgensen (Movistar)
Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step Alpha Vinyl)
Frederik Wandahl (Bora-Hansgrohe)
Lasse Norman Hansen (Uno-X Pro Cycling Team)
Johan Price Pejtersen (Bahrain-Victorious)

Enkeltstart (17. august):
Mikkel Bjerg (UAE Team Emirates)
Morten Hulgaard (Uno-X Pro Cycling Team)

”Holdet er bygget op omkring Mads Pedersen, som må regnes blandt favoritterne til herrernes linjeløb," fortæller Anders Lund. "Holdets vigtigste opgave bliver at få Mørkøv og Pedersen ind til spurten i en god position. Jeg er glad for at kunne præsentere så stærkt et hold,” slutter Anders Lund.

Også hos kvinderne er der store ambitioner for EM. Kvindernes landstræner Tayeb Braikia har indtil videre udtaget følgende ryttere:

Enkeltstart (17. august):
Emma Norsgaard Bjerg (Movistar Women)

Linjeløb (21. august):
Amalie Dideriksen (Trek-Segafredo)
Emma Norsgaard Bjerg (Movistar Women)
Julie Leth (Uno-X Pro Cycling Team)
Marita Jensen (Team ABC Dame Elite)

Den sidste enkeltstartsrytter bliver udtaget efter weekenden, mens de sidste to ryttere til linjeløbet forventeligt udtages lige efter kvindernes Tour of Scandinavia.

”Som altid er vores mål at få en medalje," udtaler Tayeb Braikia. "Vi har ryttere blandt de bedste i verden, så vores ambitioner må ikke være lavere. Emma kørte et flot Tour de France Femmes frem til, hun måtte udgå. Hun er klar igen, og da hun ikke deltager i Tour of Scandinavia, har hun 100 % fokus på EM. Ruterne passer umiddelbart godt til os, så hvis vi rammer dagen, er en medalje mulig eller i hvert fald en placering i top 8.”

EM i landevejscykling afvikles i år som en del af et større EM i München, hvor også banecykling og mountainbike er med.

Udtagelserne for så vidt angår bane og MTB følger senere på ugen.

Du kan læse mere om EM i landevejscykling her: https://www.munich2022.com/en/road-cycling