Torsdag indledes det tyske junioretapeløb Trofeo Karlsberg, og traditionen tro bruger det danske herrejunior-landshold også løbet som led i forberedelserne til banesæsonen - men resultatmæssigt er ambitionerne ikke mindre af den grund.

Selvom Trofeo Karlsberg ikke har deciderede bjergstigninger, er der tale om et meget kuperet løb med lange og til tider meget stejle bakker, og etaperne er spækket med højdemeter - alligevel forventer juniorbanelandstræner Thomas Dalsted, at eksempelvis hurtige Oliver Wulff vil kunne køre med om en topplacering på en af etaperne:

"På trods af højdemeterne er der de sidste par år altid blevet kørt en massespurt eller to undervejs i løbet, og Oliver vil få chancen, hvis han er der. Derudover er der en 14 km lang kuperet TT, som ligger godt til en let temporytter som Frederik Wandahl," fortæller Dalsted.

Han peger også på, at både Robin Skivild og Marcus Hansen er stærk kørende i øjeblikket og ligesom Wandahl måske kan begå sig på første etape, der også er den mest kuperede, mens allrounderne Victor Fuhrmann og Matias Malmberg skal forsøge sig på mindre kuperede etaper som eksempelvis halvetapen i Homburg - og selvom Dalsteds forhåbninger til klassementet er afdæmpede, tror han stadig på gode resultater og lover, at danskerne er synlige i feltet:

"Resultatmæssigt er forventningerne ikke lige så høje som i Pays de Vaud eller Fredsløbet. Vi kører altid for at vinde, men kan vi få en rytter eller to i top 10 samlet og måske et par podieplaceringer på etaperne med hjem, så har vi gjort det rigtig godt. En ting er sikkert - vi kommer til at præge løbet med vores mange gode ryttere, præcis som vi har gjort de sidste tre år med banelandsholdet," fastslår landstræneren.  

Det danske herrejuniorlandshold til Trofeo Karlsberg:

Matias Malmberg - Team Børkop Cykler–Carl Ras Roskilde Junior
Victor Fuhrmann - Team Børkop Cykler–Carl Ras Roskilde Junior 
Frederik Wandahl - Team Børkop Cykler–Carl Ras Roskilde Junior
Oliver Wulff - Team ABC Junior
Robin Skivild - Team Herning CK Junior p/b Look
Marcus Sander Hansen - Uno-X Junior Team