Danmarks Cykle Union er gået sammen med DGI om at tilbyde den internationale instruktøruddannelse EO-MTBing, så instruktører i Danmark nu kan uddanne sig endnu mere professionelt.

For første gang bliver det nu muligt at tage den internationalt anerkendte EO-MTBing-certificering i Danmark. Guide- og instruktøruddannelsen giver mulighed for at arbejde i mange europæiske lande, og strukturen er bygget op med tre forskellige niveauer, hvor niveau 1 eksempelvis er for dem, der vil guide og instruere på grønne og blå spor.

Dermed læner uddannelsen sig op ad sporgradueringen i OnTrail-projektet, der har til formål at ensarte skiltningen af MTB-sporenes sværhedsgrader - og det glæder DCU's direktør, Jens-Erik Majlund:

”Det er stærkt, at vi har et fælles sprog i dansk mountainbike med graduering af spor og nu også med en international instruktøruddannelse,” fastslår Jens-Erik Majlund.

DCU og DGI er gået sammen om at tilbyde uddannelsen til danske mountainbikeinstruktører i håb om også at styrke kompetencerne i klubber og foreninger, fortæller Signe Strandvig, programleder i DGI Cykling:

”Instruktør er ikke en beskyttet titel, så det kan betyde et kompetenceløft i vores foreninger, at vi kan tilbyde en internationalt anerkendt uddannelse,” siger hun.

Den nye uddannelse udbydes hos MTB-Slettestrand i Nordjylland og Flowteknik på Bornholm, og underviserne på den danske EO-MTBing-uddannelse har lavet et stort stykke arbejde for at målrette uddannelsen til danske forhold: 

”Der er tale om en uddannelse af høj international standard med undervisning af nogle af Danmarks bedste instruktører, så kursister kan se frem til et virkelig lærerigt og givende forløb,” understreger Signe Strandvig.

Uddannelse på tre niveauer
Kursisterne starter med at tage uddannelsens niveau 1, der henvender sig til foreningsmedlemmer, som vil involvere sig i fælleskørsel og MTB-aktiviteter på basisniveau. Uddannelsens niveau 3 er den højeste internationale standard, der giver mulighed for at arbejde mere professionelt som guide og instruktør - også i udlandet. 

Deltagerne på kurserne lærer blandt andet at planlægge og afholde træninger og formidle MTB-teknikker, og de første kurser er allerede planlagt - prisen på 10.000 kroner inkluderer undervisning, overnatning, forplejning, eksamen og administrationsgebyr.

Se kurserne her