Som ventet havde de danske cross-ryttere det svært i de stærke World Cup-felter i Bogense. Alligevel var den store VM-forpremiere en fantastisk oplevelse for både et begejstret publikum og rytterne - og UCI roser det både event og den danske cross-interesse.

Tusindvis af tilskuere var taget til Bogense for at se cyklecross i absolut verdensklasse, og de var med til at gøre blev 4. afdeling af Telenet UCI Cyclo-Cross World Cup til en gennemført succes. Og formanden for Danmarks Cykle Union, Henrik Jess Jensen, var da også meget glad for World Cup-afviklingen i det nordfynske:

”De billeder, der nu går verden rundt, er mere værd end tusind ord. De viser, at vi i Danmark kan gå sammen med lokale og internationale kræfter om at skabe en stor event som denne," siger formanden for Danmarks Cykle Union, Henrik Jess Jensen. 

Henrik Jess Jensen glæder sig især over samarbejdet, der blandt har skabt en af de mest spektakulære World Cup-ruter og et fantastisk tilskuervenligt setup: 

"Designet af vores venue sætter en stor streg under, at dét kan vi i Danmark. Sammen med Nordfyns Erhverv og Turisme, Sport Event Denmark og Sport Event Fyn får vi i dag lavet en succes heroppe i Bogense,” formanden.

Hos den internationale cykleunion var der også stor glæde over arrangementet, og UCI's talskvinde Christelle Reille mener, at det lover godt for VM i 2019:

”UCI er glad for at have bragt Telenet UCI Cyclo-Cross World Cup til Bogense Denmark. Det var en lærerig dag for alle med et fint arrangement og spændende løb. Vi er glade for den interesse, vi har mødt hos de danske medier og fra offentligheden. Det giver os vished for, at UCI cyklecross VM i februar 2019 bliver en stor succes. Så endnu engang tak for at cyklecross-sporten har fået mulighed for at præsentere sig i så smukke rammer ved den danske kyst,” siger Reille. 

De danske arrangører har også VM i 2019 i tankerne efter dagens vellykkede arrangement.

”World Cup i cyklecross i Bogense er et vigtigt skridt frem mod VM i 2019. Det er også vigtigt i sig selv, fordi vi med denne World Cup sammen med Danmarks Cykle Union, Nordfyns Erhverv og Turisme og Sport Event Fyn bruger det som udstillingsvindue for sporten og for vores event-set-up nationalt og internationalt,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.