I morgen d. 9. juni bliver cyklebanen i Odense samlingssted for cykelryttere fra femten lande, som skal dyste i et flot og spændende program, hvor kampen om UCI-point bliver intens.

I morgen kan du opleve international banecykling helt tæt på, når Odense Cyklebane lægger underlag til et spændende stævne. Rytterne, der stiller til start, er måske ikke kendte navne, men mange af dem er på vej frem. Måske kan du som tilskuer opleve en fremtidig OL-vinder blandt de fremadstormende talenter.

Flere af de danske ryttere har allerede næsen rettet mod VM og OL. Det gælder blandt andre Tobias Ågaard og Robin Skivild fra Uno-X's udviklingshold. Der er dog også mere garvede kræfter, som stiller til start. Her kan nævnes Rasmus Lund og Niklas Larsen, som skal hjælpe Danmark med at sætte nogle gode UCI-point ind på kontoen.

Blandt kvinderne er det de unge, danske talenter, der skal have noget erfaring - med undtagelse af Karoline Hemmsen fra Team Nyt Syn powered by Fialla, som er dansk alderspræsident. Hun har store ambitioner for stævnet, og hun er helt sikkert værd at holde øje med.
En af de helt store tilskuermuligheder er at opleve sprint i topklasse med ryttere fra Tyskland, Grækenland, Australien, Sverige og Storbritannien.

Der er altså gode grunde til at kigge forbi Thorvald Ellegaards Arena. Billetter koster 50 kr. og kan købes på eventbilletten.dk.
Har du ikke mulighed for at se løbene i Odense i morgen, kan du opleve de samme ryttere på Aarhus Cyklebane fredag.