Årets verdensmesterskab blev søndag kørt på en kuperet rute i Italien over 258,2 kilometer. Rytterne skulle køre ni omgange rundt og omkring Imola racerbanen. På hver omgang skulle rytterne cykle over de to hårde stigninger Cima Gallisterna og Mazzolano, hvilket gav et spændende cykelløb. 

Tidligt i løbet kom syv ryttere afsted i "morgenudbruddet", som Danmark formåede at holde i kort snor. I finalen viste både Jakob Fuglsang og Michael Valgren sig frem og sluttede som nummer fem og 11. 

"Det var lige ved og næsten. Først og fremmest er jeg super stolt, glad og tilfreds over den holdindsats, som blev leveret af samtlige ryttere," forklarer landstræner Anders Lund efter løbet. 

"Rigtig flot og dedikeret arbejde af Mikkel Honoré og Jonas Gregaard i front af feltet i noget, der ligner 160-180 kilometer. Casper Pedersen og Christopher Juul Jensen laver et kæmpe arbejde helt tæt omkring Jakob Fuglsang og beskytter ham. Jesper Hansen og Niklas Eg får også arbejdet igennem og til sidst har vi Michael Valgren og Jakob Fuglsang i den skarpe finale." 

På vej opad den sidste stigning eksploderede frontgruppen total i små grupper. 

Seks ryttere rev sig fri, det var Wout van Aert (Belgien), Julian Alaphilippe (Frankrig), Michal Kwiatkowski (Polen), Marc Hirschi (Schweiz), Primoz Roglic (Slovenien) og Jakob Fuglsang (Danmark). 

"Jakob Fuglsang var i den form, som vi havde håbet på, og Michael Valgren var tilbage i sin gamle forfatning, hvor han også er en spiller og en kandidat i de her finaler." 

På den sidste stigning angreb Julian Alaphilippe og slog hullet til de øvrige udbrydere. Franskmanden endte med at holde hele vejen til målstregen i Imola og blive verdensmester. Wout van Aert vandt forfølgernes spurt foran Marc Hirschi.

"Samlet set er jeg godt tilfreds, og vi er efterhånden blevet så forvente, at der skal mere end en femteplads for at hidse os op. Jeg tager dog med mig, at præstationen var rigtig flot," slutter landstræneren. 

Resultat af VM
1. Julian Alaphilippe - Frankrig 6.38.34
2. Wout van Aert - Belgien 0.24
3. Marc Hirschi - Schweiz 0.24
.. 
5. Jakob Fuglsang - Danmark 0.24
11. Michael Valgren - Danmark 0.53
60. Jonas Gregaard Wilsly - Danmark 19.42
65. Casper Pedersen - Danmark 21.59
77 Christopher Juul Jensen - Danmark 21.59
DNF Niklas Eg - Danmark
DNF Jesper Hansen - Danmark
DNF Mikkel Honoré - Danmark