De seneste tre år har Danmarks Cykle Union været på en rejse, de færreste troede mulig, og står i dag både sportsligt og økonomisk som en revitaliseret organisation. Direktør Jens-Erik Majlund har stået i spidsen for den forandring med stor opbakning fra de frivillige, klubberne, distrikterne og bestyrelsen – og han overdrager et meget stærk DCU, når han fratræder 31. januar 2020.

Jens-Erik Majlund har valgt at takke ja til at blive en del af Agria Dyreforsikrings nye ledelse i Danmark, og han fratræder derfor som direktør i Danmarks Cykle Union i det nye år – og formand Henrik Jess Jensen har kun ros til en af de stærkeste direktører i DCU nogensinde:

"Vi er dybt taknemmelige for den indsats, Jens-Erik har leveret siden begyndelsen af 2017. Han har været med til at skrive et enestående positivt kapitel i DCU’s historie," siger Henrik Jess Jensen.

DCU’s formand peger på, at Jens-Erik Majlund sammen med bestyrelsen har taget ansvar for at bringe dansk cykelsport tilbage på sporet, og det er ikke kun sket på rekordtid, men også over al forventning:

"Sammen har vi bevist, at DCU har kunnet opretholde et meget højt aktivitetsniveau, opnå store sportslige resultater og udvikle organisationen, selvom vi har været i en genopretningsperiode – og det har været muligt, fordi vi har haft en dygtig og ansvarlig direktør til at holde fokus i den daglige drift," fastslår Henrik Jess Jensen.

Jens-Erik Majlund har været glad for årene i Danmarks Cykle Union, og han er stolt af de resultater, der er opnået i hans tid som direktør:

"Det har været fantastisk at være en del af dansk cykelsport – ikke kun på det elitesportslige plan, men også i de mange klubber rundt om i landet. Jeg har oplevet en helt utrolig arbejdsindsats og glæde hos de mange frivillige, og det, at medlemmerne og bestyrelsen har stået sammen for at bringe DCU tilbage på rette vej, er noget, alle skal være stolte af," siger Jens-Erik Majlund.

Jens-Erik Majlund færdiggør regnskabet for 2019 og sikrer en god overlevering af opgaverne, mens bestyrelsen nu indleder processen med at finde en efterfølger – og DCU’s formand sender Jens-Erik Majlund sin varmeste tak og bedste ønsker for fremtiden:

"Jens-Erik fortjener en stor tak, og vi ønsker ham alt godt i de nye omgivelser, når han tager hul på den nye udfordring til februar – han vil blive husket i DCU for sit enestående bidrag til dansk cykelsport," slutter Henrik Jess Jensen.